2 9 0 0  H J E M S T A V N


SUNDVÆNGET

Ude på vejen leger  fyrre larmende unger. De ældste  er børn af Besættelsen, de yngste er skabt i Befrielsens rus. I  husene  fredes mødrene. En sengeliggende nabo lider ved larmen. 

Så rykker børnene nordpå langs Strandvejen. I horder indtager de Fortet, hvis asfalt er jævn og glat og langt bedre egnet til rulleskøjteløb end den private vej, som ikke bliver holdt af Kommunen og bliver  kaldt "Hellerups slum".  
      Hjemme igen, lokker de hønseringe fra de små, bytter nipsenåle med de store og kommer til kort ved terningkast og "jeg melder krig mod", hvor der skal balanceres længe på det ene ben.
     Dristige spring mellem  flade tage, løbende børn og  skrabede knæ,  når gongonger og  klokkers kimen kalder til spisning og barnet forvirret forveksler malmklokkens  klare ding-ding med sporvognens ringlen deroppe på Strandvejen.
     Tåspidsvandgang hvert år den første dag i maj.  Børn bider tænderne sammen, mens kulden prikker i huden.

                                          * 

Om sommeren borer de næsen helt ind i lysmasten og snuser træet og tjæren. Med storetåen graver de i rotundens blegner af blød asfalt. Ligger siden pladask i det varme strandsand og lader skyerne passere forbi: duften af tang - dovne bølgeslag - dæmpede råb fra den yderste revle. Vandet er deres element og livet  er stranden, afbrudt af stakåndet spænen, hjem til korte pauser i haverne, til knasende madder af agurk og tomat.
     I mørkningen, dyner på vandring, til gæsteophold i veninders hjem. Forventning om lørdagsslik og hvisken til sent.

                                            *                                               

Havelågen smækker i bag barnet, som  tøvende tager bestik af vejens tag-selv-bord af råbende unger. Næsen er halvt begravet i en appelsin, hvis top er kappet og hvis indre er stoppet med  tre stykker hukket sukker. Kinderne bærer spor af den gule  saft. På håndryggen ses en harlekinsmosaik af sort salmiak, sat fast med eget spyt. Våde bukser og sokker i klump, i bunden af de lidt for store gummi-støvler. 

                                            *
       
Om vinteren tænder børnene uskyldige bål i kolde huler på stranden, og lærer kun langsomt, at én tændstik og to stykker strå sjældent gør noget bål. Dristigt trodser de forbud  om spring  mellem Øresunds  isflager og vender først hjem til husene længe efter, at skumringstimen er sat ind.
   Tæt på stranden, i nummer femogfyrre, er der børnefødselsdag. Mætte af lagkage og rød sodavand sidder de nu i rækker på fire foran sommerens smalfilm, som hvert år bærer titlen: 

           !!! Havblink og Badende  Børn !!! 

Og hvert år viser vejens egne unger, nu som stumfilm-stjerner, indtil det følgende år, hvor de påny lægger lyd til verden med deres råbende leg i lyse sommernætter.


KOKS

Vejen er en rækkehusvej. Alle huse er  ens, og derfor tager gæster tit fejl af barnets og de andres huse. 
     Bag husene løber en bagsti. Den skal cykelbudet fra grønthandlerens bruge. Bude henvises til bagstien står der på et lille skilt af porcelæn, som sidder på lågen til haven.

En dag  bliver  barnet sat  til at tælle kokssække. Så sidder hun på knæ på en spisestuestol henne ved vinduet ud  til bagstien. Derfra ser hun mændene dreje rundt om hjørnet ved udhuset, en efter en, med bøjede nakker under de tunge sække. På hovedet  har de en lysebrun hætte, som beskytter deres nakke. Når de nærmer sig kælderskakten, vipper de sækkene hen over hovedet med et særligt tag, og tømmer så koksene ned gennem lugen til fyrkælderen.

Engang  havde nogen opdaget et svind i leverancen. Rygtet havde så bredt sig som en løbeild ned gennem rækkehushaverne og derfor sidder der denne dag ikke kun ét, men op til tyve børn og tæller sække med koks. Det ved barnet i nummer ni og tyve ikke, men det ved mændende, som på deres vej til og fra koksvognen løber spidsrod mellem børnenes blikke. 


DE FALDER, DE FALDER     

Det er tidligt forår og  rulleskøjterne er hentet op fra kældrene. Ude på vejen  øver de sig, falder, dejser, trimler,  tumler omkuld, ser ikke de mange huller i vejbanen. 

Skaderne på knæ og albuer bliver  straks  taget i behandling af empatiske mødre, mens vejbanens sår først bliver tilset langt ud på sommeren. Så bliver de fyldt  op med den dampende asfalt, som hurtigt størkner, men herefter lige så hurtigt danner vabler i sommervarmen.    
      
Nogle gange besvimer de. Når de har haft for meget fart på ned ad vejen og ikke har været opmærksomme på sommerens sene vejarbejde. Så falder de på deres cykler, slår hovedet og besvimer. Så vågner de først op i armene på en vejarbejder, når han ringer på i nr. 29, i nr. 35, i nr. 45, eller hvor det nu er, at skaden er sket.
 
Faktisk har privatvejens forsømte tilstand ansvaret for en vis procentdel af deres fald eller styrt. Havde de nu boet på en hvilken som helst anden vej i kvarteret, en vej som blev holdt af Kommunen, så var de ikke faldet så tit. Deres vej er også en  rækkehusvej med langt flere husnumre og børn end på villavejene. De er på deres vej så mange børn, at de ikke kan undgå at støde ind i hinanden med jævne mellemrum.

Af og til besvimer de midt under morgensangen på Busses skole på Strandparksvej. Så vågner de op liggende på ryggen på deres skolepulte, med hovederne hængende ud over bordkanten. Skolen har til huse i en stor villa, og når der er morgensang, står de altid tæt pakket i en af de tidligere dagligstuer, alle tres børn og så lærerne.
        
Når de er hos skoletandlægen på Hellerupvej, hænder det også, at de besvimer. Så glider de  lige så stille ned fra stolene. Ved synet af en jævnaldrende,  hvis fortænder rager frem foran et stykke gennemsigtigt plastik, som er fastgjort bag hendes ører. Det får pigen til at ligne en gnaver, en bæver, ja. Og så denne lugt af klinik.

Der er også  mange gange, hvor de falder, uden at de besvimer. Så dratter, skvatter, styrter de omkuld, under den vilde leg på vejen, eller under de første spæde forsøg på linegang, hen ad det lave metalhegn, som afgrænser Blidah Park fra Strandvejens vestlige fortov. Eller endnu tidligere, som ganske små - skønt med et fast tag i en voksenhånd - på vej hen ad den lave stenmur på stranden, hvor også deres fædre vandrer i blå- og hvidstribede badekåber og med et håndklæde over armen, på vej ud til badebroen og herrernes badehus.
 
Så er der de mange gange, hvor de falder i vandet. Måske er der nogen, der skubber, måske  glider de  på den våde trappe i badehuset. Eller de fingerer et fald. Så går de baglæns ned ad badetrappen, mens de holder fast i tovet. Så lader  de sig falde - baglæns  - ned i vandet, ligesom hr. Haase ovre hos herrerne. Det kalder de En Haasefar.

      - Skal vi tage en Haasefar, idag ?

siger de så til hinanden.

                                                         -oOo-

Sidst revideret 21.1.2015


Til top   Digi-talt     Kontakt    Øresundsodyssé   Hjemstavnsgrafik   Busses Skole

©Agnete Knudtzon 2011