HISTORIEN OM EN SKO

Om hvordan  Søren genfandt sin barnesko fra Persien. Om hvordan skoen dukkede op på et museum i provinsen.  Om hvordan han fik øje på skoen blandt de mange andre sko, og om hvordan han fortsat leder efter skoens makker.

                                                                -oOo-

I weekenden havde jeg besøg af min bror. Vi går tit  på udstillinger sammen, og denne weekend havde vi valgt at besøge  Moesgaard Museum,  for at se lidt nærmere på Ötzi - Mumien fra Alperne.

En fin  interaktiv udstilling, som længe fastholdt min bror, der ellers ikke er spor digital, men nu havde en vis faglig interesse i at følge de fem slags pollens vej gennem Ötzis tarmsystem. Mens jeg selv gik videre for  at gøre feltstudier i den farverige museumsbutik.Og, da jeg nu alligevel var der, kunne  jeg lige så godt slå et slag  ind omkring udstillingen "Én verden - 1000 historier"  og gå på opdagelse i de etnografiske samlinger, som allerede i nogen tid har været tilgængelige for publikum. Som veninde af museet har jeg allerede besøgt udstillingen flere gange -på grund af dens mangfoldighed har den hver gang virket overvældende.

Da jeg kommer tilbage til museumsshoppen, som - hånden på hjertet - er det allerbedste ved et museum, møder jeg min bror, som omsider har løsrevet sig fra Ötzis indvolde og nu veloplagt  er i færd med at studere butikkens righoldige vareudbud.  

Da er det, at jeg  - af ren og skær værtindepligt og egentlig mod min vilje - gør ham opmærksom på den etnografiske særudstilling, jeg netop har forladt. Jeg ved jo, den kan have hans interesse. Og, næppe er vi kommet indenfor,  før min bror standser op  foran  de første høje lagerreoler, med sko fra alverdens lande. Han  bryder straks ud i en begejstret talestrøm, mens jeg lytter adspredt med mit kvarte øre:

Noget om en sko, han engang har hjembragt fra sin Indienstur tilbage i 60.erne, noget om Søren Tuxen, noget om ...

Vi bevæger os om på den anden side af den mægtige reol. Og her stiger min brors begejstring. Jeg kaster påny og pligtskyldigt et blik ind på hylderne, er allerede udmattet af synet af de mange sko. Og jo, der er vist noget genkendeligt ved den enlige barnesko i læder og med to tynde remme. Har jeg ikke set den før hos min bror, blandt hans mange andre støvede etnografica , hans bæltedyr, hans slangeskind, hans masker, hans trommer og spyd samt geværet fra Afghanistan?  Var det ikke den sko, som  hang og dinglede fra standerlampen af smedejern - i hans mange skiftende hjem?   

Min bror  bliver længe stående foran den høje metalreol. Det er jo næsten halvtreds år siden, men han mener ganske bestemt, at det er hans sko, der står derinde, på anden hylde fra neden, midt imellem de mange andre sko. Jeg kaster et adspredt blik på væggen og ser nu, for første gang, de to plancher. Og dér står jo, at det er Søren Tuxens samling, Søren Ludvig Tuxen (1908-83), zoologen og insektforskerens samling. Vores fars fætters samling, min brors gudfars samling. Som nu efter alle disse år er blevet tilgængelig for publikum og for to slægtninge, hvoraf den ene - måske - har en lille part i samme samling. 

I en snor fastgjort til metalreolen - det ser vi nu - hænger  Søren Ludvigs notesbog i tro kopi.  Med forskerens minutiøse håndskrevne registrering og tegning af de mange sko, som især i 1957, men også siden, er "blevet mig foræret" af den og den fra det og det fjerntliggende land. Vi bladrer længe, men forgæves, for at finde bekræftelse på vores nu noget bestyrkede formodning om, at det vitterlig  er den sko, som min bror engang har hjembragt fra Persien - det nuværende Iran.

En venlig etnografistuderende bliver indviet i vores opdagelse. Min bror fortæller hende sin version, jeg lægger til og fortæller om hans og vennens eventyrlige færd til Indien - i et folkevognsrugbrød - dengang i '63. Om vennen, der efter hjemkomsten blev medlem af Eventyrernes Klub, mens min bror  blev gift og fik fire børn. Om lillesøsteren, den nybagte studine, som de ikke ville have med og hvis eventyrlige færd derfor standsede ved Perugia i Umbrien, hvor hun  blev buret inde i en klosterpension,  med udgangsforbud efter klokken  to og tyve  og  lagner på snor som skillerum mellem  sovesalens senge.

Vi fortsætter rundt i udstillingen, min bror  er længe optaget af en gammel film, som viser Jørgen Bitch i drabelig kamp med en kvælerslange. Selv falder jeg i staver over laminerede billedblade fra l957, med samme Bitch.s vist nok fantastiske beretninger om egne bedrifter. Passerer også en computer og søger - en sidste gang - en mulig bekræftelse på,  at historien  om skoen er  sand. Men forgæves, min indtastning giver intet resultat.

Så er vi tilbage i  museumsbutikken, som nu næsten er blevet vores base. Her bliver vi påny kontaktet af  den unge etnografistuderende fra før. Hun fører os tilbage til den etnografiske udstilling og hen til føromtalte computer: "Er det den sko, I søger ?" Og ja, der HAR vi jo skoen, i farvefoto og med Indsamler-Oplysninger, som endelig kan bekræfte, at det  ikke kun er Søren Ludvigs sko, vi har set, men også - på en måde - min brors:

"Persiske barnesko. Foræret mig 21. januar af stud. med. Søren Knudtzon, der har købt dem d. 1. september l963 i Bojnurd, en landsby nær Meshed i det nordligste Persien. De er uden særskilt sål, med lille snabel og kvast; Jærnspænde over vristen, men desuden to remme bagtil. Messing-sømhoveder fortil. Kun een sko, den anden beholdt han." [selv].

Skoen omtales flere gange i flertal , som var der tale om et par. Dette skyldes måske en fejllæsning af Søren Ludvigs håndskrevne notater. Det samme  kan være tilfældet med det manglende [selv] (min tilføjelse). Med mindre den passionerede samler og forsker  netop ved denne udeladelse  - denne talende tavshed - har villet skabe emfase og  pege på den person, som måske engang  - herude - eller derude - i fremtiden - længe efter Søren Ludvigs død - vil kunne forene de to små børnesko fra en landsby i  Iran.

Indtil dette sker, vil hin enkelte  fortsat  kunne besigtiges et stykke tid endnu, på omtalte udstilling, som fremover kunne hedde  "Én verden - 1001 historier - eller eventyr".

Hjemme i Nordsjælland leder Søren fortsat efter en sko.

                                                                 -oOo-  

2008, sidst rev. 13/1.2012

©Agnete Knudtzon 2011

Historien om en sko II    Moesgaard Museum   Kontakt      Forside       Til top        Digi-talt