OLGA


(...)Jeg gik i Eftermiddag en Tour med Edward, vi vare oppe i Skoven, da Solen gik ned mellem Træerne, det var saa mildt og smukt, Lærken sang saa deiligt, jeg maatte synge høit og glæde mig over, hvor Livet var deiligt og Verden smuk, jo Emi, jeg kan elske hele Verden med hele mit Hjerte og alle Mennesker med, naar jeg er alene er jeg næsten altid lykkelig - naar ikke Sorgerne - de nagende Sorger ere hos mig - det er i alt Fald lettest for mig at være glad naar jeg er ene, Du ved jo at saa lidt gjør mig bedrøvet - jeg føler godt, at det netop er Synd hos mig, ogsaa derfor troer jeg ikke paa Lykken i mit Liv. Den er stadig bleven mindre og mindre og bliver vist mindre og mindre, men jeg frygter dog ikke Fremtiden, jeg er overbevist om, at den bliver som Gud vil, Du maa huske, jeg er tidligt vant at tage Sorger af Guds Haand, derved har jeg jo ogsaa havt meget med Ham at gjøre og har faaet Tillid til ham. Desuden veed Du jeg har Thekla, som jeg elsker langt høiere end mig selv, saa mine Sorger gjælde først hende(...)

(Fra Olgas brev fra Snertinge til Emilie Rørdam, 28. febr. 1863)

En familiekrønnike     Digi-talt 

Til top

©Agnete Knudtzon 2014