OLGA OG VIGGO – Dec.1863 - Aug.1864

       

December 1863

Viggo: Kære Moder
bed Ada hilse Olga Berg
og takke for Hilsenen
Osten
en Markedsgave
fra mig til dig
er den god?
Sokkerne
kan vi godt have brug for



Olga:
Kæreste Baronesse Stampe!
De kan troe
det er ikke rart
at være
saa langt borte
fra Danmark
nu



Viggo: ”Sorgen”
flyder tæt forbi,
men jeg selv
er heldigvis på det tørre
i varmt Værelse.

Olga: uden at vide
om der er Krig allerede

Viggo: 10de Regiment,
Hohn,
Slesvig,
eller
om man hellere vil:
Sønderjylland.

holder Berlingske Tidende,
4 dage gammel
en dum Avis
ikke stort vi faar at vide
største Del af Indholdet
kjendes fra franske Aviser..

ligger her med 54 Mand
holdt i Dag en bitte Tale til disse Mænd:
- vi er sku et Folk for os selv. Punktum.
Jeg syntes jeg maatte sige et par Ord,

de få Artikler i de fremmede Aviser,
som er venligt stemte mod Danmark,
Andre omtaler den ikke,
Krigen.

læste ”Reform” for igaar,
Holstenerne holdt masser af Forsamlinger,
åbnedes med Salmer og
endte med ituslagne Ruder.

ækelt saa letsindig den omtaler Krigen
hvad bliver det til.


Januar 1864

og saa drog vi af sted, det var klart Maaneskin, Sne på alle de flade Hedemarker og en Taage, som i de nettest mulige Krystaller slog sig ned på Træer og Buske, saa de lignede kæmpemæssige Mjødurter, og Buskene vare saa tætte, som om de vare løvklædte, koldt var det, men vi gik os varme, een af de tre Trainkudske, som endnu ingen Kappe havde faaet, fik et af de uldne Tørklæder, så gik det an

Det var så yndigt at rejse, da Danmark var glad, men nu da man kun kan tænke på Krig,
og når man er så langt borte, føler man det vist mere, (...) som om nogen klemte mit Hjerte med gloende Tænger

Vi nåede da Elsdorf i retteTid, hvor vi stod i Flanken på den mulig fra Rendsborg fremrykkende Fjende

Stakkels H., hendes mand skal vel med (…)bedre selv at være med end at vide Andre der

Lille Margrethe skal ikke ligge på Gaden,  det har hidtil ingen af vores Soldater gjort

turde jeg rejse ene Hjem, gik jeg gerne i Krig, alle unge Piger burde udskrives, lidt Nytte maatte vi kunne gjøre

Fjenden er ikke syd paa”, sagde Hammelev næste Dag, idet han ledte paa sit Kort. Let nok at give en forandret Befaling, vanskeligere at holde Humøret ved lige hos et Kompagni Soldater, der er løbne med Limstangen oven i Købet ved Nattetide. Ingen af os før gaaet den vej, Fantasien løb af med mange af Mandskabet(…) troede at være gaaet vild, Kompasset oplyst af en brændende Cigar en kjærlig Trøster, Hammelev gik til højre Aagaard til venstre vi var ikke gået fejl kom ad en Sti mange Stenter og Gærder over en Grøft med Is på, som ikke kunde bære. Grøften bærer endnu den Dag i Dag Navnet Beresina(...)

Mandskabet har fået Strømperne osv og glædedes derved, det var Folk, som kun havde et par Strømper eller to, hvoraf det ene Par var dårligt, som fik dem. Jeg ville gjerne selv have lidt af den slags Strømper, for de er jo dobbelt saa tykke som mine egne, og bliver da også beundrede(...)

Lad nu i øvrigt komme, hvad der vil, jeg kjender Vejen til Dannevirke og lidt af Vejen sydpaa, behøver ikke at kjende mere, blot der saa snart vi er i Stilling ved Dannevirke kommer Ordonnans til hver Skanse: ”Skanse No. XX maa ikke forlades”(…)

Glædelig Nytår til Eder alle, lange Breve ønskes, korte gives igen…..De gamle danske Soldaters Aasyn vare prægtige at se paa, ”det var Nytårsaften, at 10de Bataljon endte sidste Krig, nu kan vi begynde, hvor vi slap”, en lille kvik Tydsker sagde: ”Ich bin kampbereit”, i øvrigt mener man, at han stikker af ved første Lejlighed; han ligesom mange Andre ved Komp. er straffede for at have sunget Schleswigholst. Meerum. Osv (du kan tro, det er ikke rart at stå ved en blandet Afdeling i disse Tider) (...)

Naa, vi faar vel Lov til at ligge her til Foraaret, skønt hidtil have vi da flakket nok omkring: Fredericia, Flensborg, Neumünster, Sleswig, Sorgbrück, Elsdorf, Tetenhusen – jeg lærer snart en del Geografi.
(...) At Fader nu skal danne nyt Ministerium, ved jeg fra fru Hammerich (…) Alt vel her. Lev vel og hils Alle i Huset fra din ”Sorg”betyngede Broder – ja, for vi frygter for, at Sorgen skal fryse til (...)
Din Viggo

Tetenhusen, 3/1.64
Kjære Moder !
(...) Vær dog endelig ikke ængstelig for mig, jeg er på min Plads, og resten kommer mig ikke ved. Kun vidste jeg gerne, om vi ser svenske og norske her til Foråret eller ikke. Får vi Krig før? Jeg tror, Fader er den eneste i Danmark, der ikke ved at ville bæve, næsten hele Ministeriet gjør sig til gjenstand for Spot af Alle.

Tetenhusen, 15/1.64
(…) og tage Skrivematerialerne frem af det særlig til dem bestemte Rum i den store Lædertaske, jeg kjøbte i Neumünster, og som bæres af samme = levende Menneske (…)

Tetenhusen, 18/1.64
(…) Kulden er svær, i Aften ser jeg paa et lille Lommetermometer,(...) at det fryser 9 grader,(…) desværre gaar Termometret kun til minus 12 Grader(…) De, der ligger i Kvarter her, synger viser af Visebogen, deres Stemmer ere meget hæse og falske, ligesom min egen, dog fryder det mig 14.000 Gange mere at høre dem end nogen Operasang har glædet mig. I Aften har jeg lært dem et par Melodier,(...) Jeg bilder mig ind at være ganske godt lidt (…) og at mine Ord, naar det behøves, netop af den Grund undertiden rammer godt, naar jeg først har bestaaet Ildprøven uden at tabe Hovedet, vil jeg anse mig selv for en ret flink Soldat, men det vil jo netop komme til at bero derpå…..

Tetenhuse, 20/1.64
…Endelig tøer det, Sorgen er snart igen impassabel, i gaar Morges tøede det ½ og nu i Morges kl. 4 1 Grad. Mit lille yndige Termometer anbringes på en sindrig og ædel Måde udenfor Vinduet, og det er et almindelig yndet Arbejde at rejse sig og betragte det, ja, i gaar blev da enhver Bevægelse, det gjorde, iagttaget, som om det var en østerlandsk Despot, og vi og hele Danmark hans Slaver. Vejret er graat, taaget og sørgeligt, men vi glæder os over Tøen…Nu har jeg atter glemt at nummerere Brevet, lad det da være no. 1. Tidsregningen er da fra Pakkernes ankomst. Pakken, der er afsendt d. 23de Dec., har da været 27 Dage undervejs, fra Calcutta var den kommet hurtigere. Postvæsenet burde hænges. Skriv snart til
Din broder V.

Mandag 25. Januar 1864
Kære Moder.
…Jeg havde i gaar Inspektion over Folkene ved Arbejdet paa Dannevirke, de Skanser ere nydelige. Ja, nu tager vi, som jeg siger, på Landet, naturlig på grund af det kjønne Vejr, uagtet det, som man siger, er den forkerte Tid at lægge på landet i. Derude faar jeg ro til at skrive lange breve…
Din søn V.

Tetenhusen, 28/1.64
Kære Ada !
...Lediggang, som vi jo har lidt af her i 4 Uger, …lader mig fremdeles poetisere trods Chr. Winthers: ”Riv Strængen af din Lyre osv”:

Vee! over Tydskens
Raadnede Rige.
Vee! over Løgnen,
som knuger det Land.
Vee! over os
Om et Fjed vi nu vige,
Kampen for Danmark
Er hellig og sand.”


Februar 1864

Kleine Reide, 3/2
Vi kom af Vagt kl. 12 i Dag og havde haft 30 Timers Vagt, Slud, Mørke osv. Nu kl. 4 blev vi angrebet...i nat sover 7. Kompagni  - mit - med Gevær i Armen. Lev vel. Balsalen er fejet og pyntet, Lysene tændt, Musikken spiller op, Valsen begynder. Betegnelsen har jeg lært af Fader. ½ er en Pjalt og en sjofel Karakter, da han gik af, sagde han jo, at vores Sager havde aldrig før staaet så godt osv…
Din søn Viggo

Ved Margretenvold, 5/2.64
Dette skrives i en Hytte af løse Brædder, smidt sammen i hast. Morgen, Kanonskud, Snevejr.
I Gaar tilbagegang fra Klein Reide, Spidskuglers Klagesang. En kanonkugle fra os jog en stor Kolonne fra hinanden – det var Glandspunktet. Mærkelig nok skyder de skidt – ingen saarede. Sneen ta’er nu til. Kanonskud – for det første indtil videre ingenting. Det var i gaar. - Mangel paa brød i 3 Dage – Vagt ved Volden fra kl. 3fm. Til 11 Aften uden andet Ly end løse Brædder, som også brændtes, da Tørv ikke varmer så godt…Nu staar vi her ved Margretenvold i tæt Sne, endelig deles der da Brød ud…”Hæng i Kjøbenhavner, Livet er kjært” siger jeg….



Ulkebøl, ¼ mil fra Sønderborg på Als, Poststempel 8.2.64
Kjære Moder, jeg er frisk og ved godt Mod, kun er det et slemt rygte, det om Oprør i Kjøbenhavn, ved Marchen (hvor vi i 52 Timer kun var 6 under Tag) herop, kan vi se, at var Linjen blevet brudt, var hele Armeen blevet oprevet, Marchen var rædsom, Kulde, Snefog, Nat, styrtede Heste, væltede Vogne og glatte Veje, hvor Soldaterne faldt med Brag til Jorden og havde udmattede, forsultne og forvaagede, som de var, næppe Kraft til at rejse sig. 100 Vogne tabt, hvad vilde det været, hvis vi forfulgtes efter tabt Slag? I Ilden har jeg da også været, 10 gange hellere det end saadan March. Stillingen forlod vi nødig, men der manglede Barakker eller blot Skure, Føde og frem for alt rolig Søvn, dog ville jeg heller være faldet der, uklogt var det maaske dog at holde den, Ærgrelsen har jeg glemt på vores lange Nattemarcher – svenske? har jeg Ret? De ville komme for Silde. Man siger vor Brigade skal til Fredericia...Tak for Brevet af 5th. Hils. Du ved nok hvem jeg holder af at sende Hilsner...Lad mig få Masser af Breve, blot jeg maa være fri for at svare, for jeg har virkelig ikke Tid. Jeg vil ellers se, om Fader er i Sønderborg i dag.
Din heng. søn V.

Sønderborg, 9/2 64, Onsdag.
Kære Fader. Meningerne ere delte, man siger, at Kongen og Du Plat har influeret på Meza, man siger (Gyldenfeldt), hvad er vi Pjalte mod 40.000, man siger, havde der blot været Halm og lidt Barakker, saa kunde vi staaet os endnu en Tid, man siger, der hører mere Mod til at forlade end til at forsvare, og vi maa være glade, at vi gik – og hvad der er vist er, at dersom Staben (ved Divisionen nærmest i dette Tilfælde) havde været lige så forsømmelig efter et tabt Slag, så havde det været ude med os, der var ingen Orden i trainet, der spærrede Vejene, ingen Reserveheste, ingen der tog imod os ved Broen og anviste Kvarter, derimod stod der Tropper opmarcherede for at spærre Vejen for os og gjøre en lang Standsning i bidende Nordenvind, nødvendig for Soldater, der i 50 Timer kun havde været 6 timer i Hus og i øvrig marcheret og døjet Sult og Slud – de fine Herrer sad under al den Standsning og Uorden lunt inden Døre og levede godt, blev gnavne, naar de blev spurgt og ytrede aandrigt (Major Skov) med hensyn til Ulkebøl: ja, vi putte Mange i een Sæk, er det ikke en karakteristisk Ytring ved en sådan Lejlighed? I Stedet for at være nede og ordne og sørge for Soldaterne.

Den velsignede Generalstab! upraktisk, uden Kjendskab til og Interesse for Soldaterne, men meget gode Matematikere. Har jeg faaet Foragt for de fine Herrer, saa har jeg faaet Agtelse for Soldaterne, og jeg tør næsten sige, det er Soldaterne og de subalterne Officerer, der vinder Slagene til trods for Generalerne og navnlig de yngre Stabslømler, vi Andre, der vandrer mellem Soldaterne, vi kjender dem og beundrer dem, der med deres ringere Dannelse dog staar saa højt over mange, mange – Major Skov putter mange i een Sæk. Soldaterne, som havde lugtet Krudtet, var sørgmodige og nedslaaede ved at gå fra Stillingen, ”kan vi ikke forsvare os der, hvor da?” (Strabadserne var ligesom en Lindring)…… Hvordan gaar det i Byen, jeg søgte dig her, men du var rejst. Levvel og Hilsen til Eder alle fra din temmelig mismodige Søn.
Viggo
Lad mig vide lidt.

Søndag, 14/2.64
…At Tilværelsen er ussel, kan du jo nok begribe, de eneste glade Øjeblikke er de, naar man kommer i Kvarter eller faar lidt mad. Vi ere ellers ret raske paa lidt Ømhed i Lemmerne nær, men Ingen har endnu forvundet vores flove Afmarch, det er et Under, at Hæren ikke er blevet aldeles moralsk fordærvet ved den Historie. Vores Regiment har nu været 3 Dage på Forpost, og af dets 2dte Kompagni har Fjenden opsnappet en lille Patrulje...Skindtrøjen og Plaiden har maaske gjort, at der endnu er Liv i mig, trods Kulden og Ærgrelsen, hin Aften og Nat eller rettere hine Nætter har jeg vist frelst Menneskeliv ved Slag med Sabel eller Stok, havde jeg ikke selv været Officer og saaledes for Skams Skyld maattet holde ud, saa havde jeg vist lagt mig i Sneen. Frederiksen interesserer sig for Hærens Stemning, han piller ved Saaret for at se, hvor dybt det er, ved Lejlighed skriver jeg til ham. Stemningen var nærmest, gid han (Fjenden) snart kom, og man længtes efter ham ved Dannevirke. Nu er den naturlig, hvor kan det i Begyndelsen være andet efter den Historie, gid den Krig var forbi, thi render vi fra vor gode Stilling… Hils Fader meget, han har meget at bære, selv her, hvor det gjælder Livet, ser jeg Folk at være ængsteligere for Ansvaret end for Faren.
Nu levvel og hils alle fra din V.   

Montpellier 23. Febr. 1864

Min egen søde Emilie.
Atter har vi gjort holdt og jeg iler med at skrive et par Ord til dig…Jeg ved knap, om jeg tør skrive til dig, om du kan ofre mig dine Tanker og Øjne et Kvarters Tid. Hvor Alt dog ser sort og fortvivlet ud. Hvorfor besatte de dog Dannevirke, når de vidste i Forvejen, at den ikke kunde holde...Forstillingen var jo ikke færdig. Din Broder Georg er vel med?  Vi faar danske Aviser hertil, men der staar saa grumme lidt i dem. Vi var i Spanien, da Krigen brød ud. De første Efterretninger fik vi paa spansk, det var løjerligt, må du tro, men de vidste god Besked, også de franske vidste meget, ja næsten mere end Berlingske! Det er fælt at være saa langt borte, hvordan mon I dog har det alle I kære Mennesker, hele mit Hjerte er i Danmark, hvordan skal det dog gaa, hvad skal Enden blive? Vi var i Barcelona i Sommervarme, under en Himmel saa blaa og klar mellem Orangetræer fulde af gyldne Frugter og midt i Karnevallet, da de sørgelige Efterretninger kom. Nu er vi rejste hertil for dog at være saa meget nærmere…
Din Olga


Marts 1864


Barakkerne bag Skandserne Skjærtorsdag Nat kl. 12½
                                                            [25. Marts 1864]
Kjære Moder.
Hvorfor skriver han ikke? Ja, det skal du høre bagefter,
for det er ikke saa mærkeligt, som at han skriver efter at
have været på åben Mark i Løbegravene et Døgn. Sagen
er, at det bed ham, saa at han ikke kunne sove, hvilket be-
virkede, at han for første Gang fik en underlig ulykkelig
Følelse, som vist maa være det, man kalder Hjemve, og
syntes, det var hyggeligere at ligge afklædt i Sengen i Bro-
gade, hvor jagten ville være langt lettere end nu, da han
laa indpakket og i Halm, hvor han ikke kunde røre sig uden
at vække sine Sidemænd. Altsaa rejste han sig af de snor-
kendes Række, listede sig op og kløede sig grundig, satte
sig ved Fjællebordet, hvor et Rugbrød, hvilende på en
Smør- og en Sukkerdaase skærmede sovende mod
lysets Straaler, og hvor en sodet Tekedel, tomme Kop-
per, Smørdåser, Knive, Flasker, Tepotter, Osteskorper,
Kjød i Papir, Appelsinskaller osv. danner en just ikke male-
risk Uorden. Tornystret kom frem, Papiret, Blækflasken og
så lod han Pennen løbe. Herudenfor arbejder tusinder, af
og til knalder en Granat, bare den ikke kommer til os. Lidt
har dog Barakkerne været i fred. Således skriver han da.
Ellers har jeg siden sidst...

Montpellier, 29. marts 1864
Kjærest Emi !

...Hvor vor Krigs Gang er sørgelig, disse smaa resultatløse
Forpostfægtninger, som dog berøver os saa mange Soldater
og saa megen Sorg trindt om i Landet. Vi mister jo en gruelig
Mængde og selvom Tydskerne mister lige så Mange, staar jo hele
Tydskland parat til at sætte friske i Stedet. Gid vi havde en rigtig
dygtig General, men det er nok det, vi mangler...
Hils alle i Hammer
med mange hilsner fra Kapten og Thekla.
Din Olga

Det har sneet i Paris i disse Dage”


Onsdag, d. 30te [Marts 1864]
Igaar kom vi da her til Sundsmark ved Sønderborg, hvor vi ere i
3 Dage i temmelig tætte Barakker,... som jeg ikke i Hast kan aftegne,
derpaa er man 6 Dage i Sundeved, 3 under aaben Himmel, hvor man 
vaager og 3 i Barakkerne der, hvor man er sammenstuvet, her i
Barakkerne kan man dog røre sig, i de andre er det umulig at skrive
Brev undtagen i den dunkle Midnatstid, naar alle sove. Anden Paaskedag
havde vi da været 4½ Døgn i Sundeved, Hammelev sov under lidt
Brædder i en Grøft ved Løbegravene med sit, Aagaards og mit Tæppe
over sig, Aagaard havde indtaget en lignende Stilling. Klokken var 3½,
Touren var snart til mig at faae en lille Luur. Aagaard og jeg spadserede
op og ned, der faldt et Skud, vi ændsede det ikke, der faldt 2, 4, vi vendte,
8, vi gik, det vedblev at skyde, vi løb, vi var hos vore Folk. Alt var paa
Benene, vi hørte hæse Hurraraab og ventede en Storm. Det var Maaneskin,
saa Kanonerne dog kunde virke noget, hvormange der var, kunde man ikke
see, men da det lysnede laae der endnu en Bataillon lige ind paa een af
Skandserne, den turde knap gaae tilbage og fik en Deel Granater, ja, der
blev opvartet med "Paaskeæg", det hveen med Kugler over Løbegravene
og enkelte Steder besvaredes Ilden, kun Skade, at Solen ikke tog feil og
stod op Kl. 4, saa havde de Herrer faaet Kjærligheden at føle, det hele var
vist et forsøg på natlig Overraskelse. I Morgengry tog Forposterne igjen
deres Skyttegrave, og fra Løbegravene sendtes Delinger ud for at hjælpe
at forjage Fjenden, ved Dagslyset forstærkede jeg med min Deling
Aagaard, der allerede var ude, Hammelev var saaret. Vi løb i Kjede ned
af Skraaningen foran Skandsen og blev naturlig voldsomt beskudte fra
et tæt Hegn, som Fjenden havde besat. Nede hos Aagaard var vi
dækkede, der laae nogle Døde, kravlede og jamrede nogle Saarede, men
Fjenden Skjød efter Ambulancerne, de Skurke, jeg forlanger ikke, de skal
standse med Ilden, men blot ikke sigte paa dem, der bærer Saarede bort.
Endelig gik vi ud med Lægeflag og en Række Baarer, Fjenden gjorde det
samme, og hver tog Sit, Fægtningen var ude. 10de Regiment bliver nu ikke
længer haanet af de Andre, Naadens Sol behager at skinne. Garden
spillede for os næste Dag ved Barakkerne i Sundeved. Major Rohweder
holdt Tale til Regimentet, Hurra for Konge og Fædreland, en Granat høist
et par Hundrede Alen fra os i den Anledning fra Broager. Senere Spidsen
af een Granat saa nær ved mig, at jeg næsten fik Lykønskninger, naturlig
i militair Form: "Naa, der havde De nok nær været den" osv. Tanken er
hurtig, jeg hørte den komme "det nytter ikke at flytte sig, den slog an, er
det en heel Granat, saa er Du vist væk for Stumperne, det maa have været
en Fuldkugle, lad see". Da jeg løb ned af Bakken mellem Spidskuglerne,
tænkte jeg egentlig kun: Den er jo reen! Du seer det er et Brev ganske
privatissime, for ellers burde jeg jo ikke dvæle ved mine egne Tanker, vore
Tab og vor eventuelle Roes osv. sees af Aviserne. (...)
Der var stærke Kolonner ved Stillingen, men hvor meget vi skadede dem,
og om vi traf dem, kan ikke siges med Vished paa Grund af Mørket.
Levvel. Tak Johannes for Brevet, jeg har virkelig ikke Tid tilovers, navnlig
nu da Hammelev er borte, og vi kun have nogenlunde Ro i 3 Dage og
skulle ordne, paasee Rengjøring af Geværer osv., osv. og desuden ikke
glemme Kammeratskabet. Bache er qvik. Joh Hage afløste os i forgaars
efter Kampen. Titus Skov, som var kommen Dagen iforveien, blev haardt
saaret i Laaret, faaer jeg Tid, vil jeg see til ham. Jeg troer næsten, Vorherre
er med os.
Din hengivne Søn V.

I dag uddeler jeg Skjorterne, Aagaard og jeg tractere Compagniet med to
Ankere baiersk Øl, nu vil vel den slesvigske Indsamling ikke længere ind-
skrænke sig til 21de Reg. Jeg haaber, I alle befinder Eder saa vel, som jeg
nu efter een Nats rolig Søvn. Mit Leie i dette Canaans Land bestaaer af
Hømadrats paa Halm, Hovedpølle, 2 Tæpper, min Plaid og Kappe. Jeg
klæder mig af, vikler Plaiden om mig, tager Resten over mig og sover saa
ret luunt, hvor det er en Sviir, en Nydelse at komme af Klæderne efter de
6 Dage. Hvorfor sidder Hammelev ikke her og kalder mig kjedelig med mit

Brevskriveri?
Den Stakkel har ikke mange, som han sætter Priis paa at skrive
til og faae Brev fra. Vinen kan jeg godt bruge. To Saarede fik sig en Slurk
Portviin af min Flaske ude i Kjæden, og jeg selv og Aagaard har vist meget
godt af den. (...) Hils Fader og Alle. Hils også Venner og Bekjendte (...) Siig,
jeg vilde gjerne skrive, beskrive og roese, men har kun lidt Tid.


April 1864


Brohovedet, 14/4 64
Moders og Adas Brev af 10de modtaget.
Fortumlet af 3 Døgns Ophold under aaben Himmel, det sidste paa Forpost,
har jeg sovet uhyre Inat og i dag her på Halmen under Tag. Iforgaarsaftes
meldte jeg fra min Post, at Fjenden anlagde 3die Parallel, vi bleve ikke
trukne tilbage, for at der kunde skydes med Granater osv., og kunde og
maatte ikke allarmere, det kunde jo heller ikke nytte. Om Morgenen var han
100 Alen fra de Huller, vi stode i, 100 Alen fra Overmagten, 500 fra Skand-
serne, der nu ere saagodtsom Jordhobe, dængedes til uden et Skud, nu har
vi beholdt en Skandsestillingen [sic.] i 2 Maaneder. Fjenden har gjort os den
Ære at beleire den som en Fæstning, og Als er det, som det væsentlig kommer
an paa. Vort Artilleri har ikke kunnet eller ikke villet hindre Fjenden i at rykke
Kanoner nærmere og nærmere, saa nær at vore Traverser gjennemskydes,
og paa min Forpost kunde jeg høre Preusernes Artilleri comandere: "Feuer".
(...) Vi hører ikke et Ord af Sagkyndige om vi kan holde os. Jeg mener nei,
ikke længer. Vi faaer vel see, skal vi, saa skal vi vel. Hilsen
Din Søn
V. Monrad.


Juni 1864


Sønderborg Slot, 26/6 64.
Kjære Moder.
    Krigen er atter brudt ud, der skydes med Granater, men længere Nord paa,
Krigernes Barme hæve sig høiere, idet de udstøde dybere Sukke, en enkelt
tænker paa den smukke Pige, hvem han igaar sagde Farvel (...), andre, ja
de fleste paa det "Haabløse i Situationen", det første Skud har sønderrevet
alle de stille Haab om Fred og gode Dage, og pludselig befinde de sig
Ansigt til Ansigt med, ja, Mars er det ikke, Grundtvig kalder ham Surtur eller
Muspel, vi andre kalde det prosaisk: Krig. Veed man, hvad Krig er, jeg ved
kun, at det er en høist combineret Ting, som pludselig kan bringe al Livslede
til at svinde og vender Tanken hen paa det behagelig i hele Arme og Been,
i Nattero og gode Spise- og Drikkevarer, slap det der ud, ja, egentlig var det
min Plan kortelig at skrive: Kjære Moder, Krigen er atter brudt [ud] i Forbin-
delse med Trang til een af de berømte Kasser, men saadan er det, krigen
forandrer Mennesker, som sagt, Brevet er bleven anderledes og Meningen
en anden, nemlig: Det haster ikke med Kassen, men engang i Dagens Løb,
saae jeg den gjerne, ikke saa meget for min Maves som for mit gamle
Renomés Skyld, jeg havde nemlig i sin Tid Ord for at have en god Madkurv.
   For at gaae over til Ting af mere underordnet Betydning: Hvordan skal dette ende? Og dette Spørgsmål, som egentlig talt ikke kommer mig ved, fremkaldes uvilkaarlig og næsten mod min Villie ved Mindet om hiin gamle Viismands Ord:
respice finem, for vi føre da vel Krig for at opnaae en bedre Fred og ikke
"for at falde med Ære", thi dette sidste lader sig virkelig kun effectuere, naar
man kjæmper med Haab om at seire eller ialfald at opnaae noget, udrette
noget. Spørgsmålet er: har vi et saadant Haab, skulle vi have et saadant Haab?
Dette er næst Madkurven det Spørgsmål, som meest ligger mig paa Sinde, og
som jeg ønskede besvaret, helst strax, dog ikke med Troen paa, at Vorherre
ikke kan undvære Danmark, men med den Forstand og Beregning af Omstæn-
digheder og Udsigter, som er os givet, for at vi skulle bruge den. Vare vi alle,
som vi burde være, ja saa kunde vi maaske stole paa os selv alene, men -
   Hils dem alle, hils Bache og Hammelev og tak Bache for Brevet. De skyde nu
fra 5 Batterier ved Sandbjerg imod Kjær, Rønhave osv.
   Levvel og skriv snart til
   Din hengivne Søn Viggo



                                            ***


                                                                 
Coffrane,
16. august 1864

Kære Emi !
Det var nok Vinter, da vi sidst snakkede sammen...De stakkels Slesvigere og Jyderne har det da heller ikke for godt – Hvor er dine Brødre, dem fra Slesvig ? Hvad gør Georg og H. Stampe o.a. med deres gaarde, de vil da vel ikke være preussiske Undersaatter?...
…Vi har nu i 6 Uger boet ganske rolig heroppe på Juraerne og bliver her for det første. Luften er allerede efteraarsagtig, det har endog været ganske koldt…Forresten er her ingen Frugt oppe, men nede i Neuchatel henter vi Meloner, Abrikoser og deilige Morbær, hvordan skal jeg sende dig det store Fad med Morbær, som staar foran mig…det kunde ellers ligge inden i et Brev…Vi har en god Times gang ned ad Bjerget til Neuchatel, der henter vi vores Post og andre Ting fra den civiliserede Verden. Her er ikke een Englænder, er det ikke mærkeligt! Da vi var i Neuchatel, kom der en aften hundrede til Hotellet; der er et Aktieselskab i London, som lader Folk reise, det er en Forretning som en anden…
Din Olga.

(Uddrag af Olgas breve fra et arkiv i Ny Zealand, samt af "Breve fra Reserveløjtnanten til Konseilspræsidenten",Gad 1964).


                                                        
-oOo-    
       

I efteråret 1864 er Olga tilbage i Danmark. Thekla og kaptajnen, den landsforviste, forbliver nede i Europa. En tid bor parret i Lucca i Italien, siden slår de sig ned først i Lybæk, så i Mørvick ved Flensborg og til sidst i Sønderho, på den nordlige side af Flensborg Fjord. Et år senere, i november 1865 bliver Olga gift med Viggo og sammen emigrerer de til Ny Zealand.

Fortsættes...

En familiekrønnike     Digi-talt 

Til top

©Agnete Knudtzon 2014   sidst. rev. 2/10.2014