REJSEBREV
(Fra min udearbejdspladtz)


OM hvordan min bror momentvis mistede synet, så vi for vild på østjyske veje. OM hvordan vi undervejs blev udsat for prøvelser og forhindringer og OM hvordan vi efter endt kursus begge fik noget med hjem.... "til mor og far", som vi sagde.

Søvndrukne var vi kørt af sted fra landsbyen, vestover, ad bugtede veje mellem høje rapsmarker, på vej til en uges kursus i skulptur. Min bror, som ellers er vant til tæt trafik, blev meget nervøs, når vi, med store intervaller, blev mødt af en bil. Og da hans syn så også pludselig blev sløret, måtte jeg overtage rattet, mens han sad ved siden af og testede sig selv, en pegefinger ud for hvert øje, først det ene, så det andet, så det første, osv. Hvis ikke jeg var så koncentreret om at finde vej, og allerede i mit stille sind - som man siger - og jeg siden højlydt sagde - havde citeret min datters "It's going to be a loooong week", havde jeg nok været lige så bekymret som han.

På grund af synsforstyrrelserne, kunne han ikke læse den rutevejledning, jeg havde printet ud, så vi kørte forkert gang på gang, og da vi kom til Mesing, cirklede vi rundt om gadekæret som i en film af Tati, rundt og rundt, rundt og rundt. Efter flere forsøg fandt vi, skjult bag et hushjørne, en undseelig vej videre, som førte os ad lange markveje, gennem dybe kløfter ind i en mørk skov, videre ud i lyset igen, ad en øde markvej, op ad bakke, og så til venstre.

Jeg havde kort forinden besøgt den såkaldte frimurerhave ved Jægerspris Slot, og tænkte, at det var noget lignende vi oplevede denne morgen, mange prøvelser og udfordringer, inden man til slut når målet, en erkendelse rigere.

På Facebook havde jeg gennem længere tid liket fotografier af convoj.dk, en glasboks på størrelse med en telefonboks, placeret ved vejen, hvor vores kunstner arrangerede skiftende og dybt originale udstillinger. Den seneste havde titlen "Politisk efterår" og bestod af en skjorte, som et hejseværk skiftevis løftede op og lod dumpe ned igen i en balje fyldt med motorolie. Jeg var blevet så fortrolig med convoj.dk, at jeg mente, den ville være det vartegn, som uden problemer kunne lede os frem til Skulpturskolen, hvor kurset fandt sted. Sådan kan det virtuelle spille virkeligheden et puds.

Min bror genvandt sit syn og vi fik fine dage sammen, med mange udfordringer: støbeprocessens forskellige faser med negativ og positiv form, i gips, silikone, ler og voks. Det hele spændingsfyldt, for ville det lykkes, holdt formen tæt etc? Foran den glødende smeltedigle tænkte vi på Historien, på det store spring, vores forfædre havde gjort, fra stenalder til bronzealder og videre til jernalderen, for ikke at tale om Gutenberg og Google, det sidste måske en årsag til min forvirring.

Og nu til mit lille emne i voks, som efter cire perdue metoden og indpakket i gips, har været en tur i ovnen, og nu, efter at voksen er smeltet, blot er et skrøbeligt hulrum, som om lidt - om Gud vil (intet mindre !) - bliver fyldt op med flydende bronze. Og selvfølgelig handler det mest om MIG og MIT, for er gipsen mon revnet i ovnen, så bronzen flyder forkert, er der mon bronze nok tilbage i diglen, når turen kommer til mig, bliver bronzen mon ved med at flyde, for så er der noget, som er revnende galt?

Både min bror og jeg fik "noget med hjem", min bror var glad for sin maske, som også kan klinge, og jeg for min abstrakte figur, pgra materiale og patinering, men allermest er jeg optaget af det lille drama, som biltur og arbejde i værksted gav anledning til, og som yderligere understøttes af et diasshow, hvis man klikker på 

http://youtu.be/g0H-Vpkbw3Y
 
15. juli 2014

©Agnete Knudtzon 2014

Digi-talt            Til top

Klik her