TIDENS KVINDER
med readymades og et foto

Det er her i spisestuen, at moren får røde pletter på brystet og op ad halsen, når der er gæster. Føler sig så eneansvarlig. Men det er ligesom ikke farens projekt (det kunne han have anført), det er som regel et kvindeprojekt, vise stuerne frem, leve op til rollen som madkunstner.
 
Altid med det nyeste nye inden for gæstemad: Som nu desserten, ananasringe fra dåse med chokoladeovertræk og et drys af kandiserede violer. Og flødeskum. Fadet bydes rundt, én til hver på glasasietten. Og der er nok til at byde rundt én gang til. Så er der endda én ananasring tilbage. Det skal der altid være, har de lært eller læst, både  fruen i Hellerup og  fruen på Færøerne, hvor sidste nummer af Tidens Kvinder også er blevet gransket flittigt.

Og derfor får både drengen på Færøerne og pigen i Sundvænget, næsten samtidig, i samme uge som det sidste nummer af damebladet er udkommet (selvom man selvfølgelig skal iberegne afstanden til Færøerne, posten er nok kommet lidt forskudt) så måske har først pigen i Sundvænget prøvesmagt ananasdesserten, mens hun har noteret sig moderens tilfredse mine over gæsternes jubeludbrud. Og inden desserten har de fået den gennemsigtige gelérand med indlejrede ærter og små stykker gulerod, også dem kunne man nu få færdig på dåse.

Samtidig med, at den lille dreng, et par år yngre end pigen, omgivet af det færøske mørke og med havet buldrende derude, forventningsfuld har set moren øse op, først grønsagsranden med kalvetungen i skiver, siden ananasringene og - rigeligt - med flødeskum. Og så de knasende violer.

Det var det, som de langt senere, efter at den lille dreng var vendt tilbage til Danmark, og efter at der var gået mange år med et liv, først hver for sig og siden sammen, og efter at de havde fået børn og børnene var blevet store og for længst var flyttet hjemmefra, og efter at de også var blevet lidt dovne og frem for at lave maden -talte om den - det var det, som de langt senere talte om. Så løb deres tænder i vand, ja, så var de lidt som konen og "manden på risten", kunne blive helt mætte af disse fortællinger om mad.

Hun havde nok en teori om, at det var hendes mors hektiske røde pletter på halsen, hendes nervøsitet, når der var gæster, som havde fået hende selv til at gå i den modsatte grøft. Og når hun med et øvet blik skannede kølediskenes færdigretter, så hun  da også, at det ikke kun var danske husmødre, som var dovne. Der var i disken også en række readymades fra andre lande. Snart ville der nok ikke være en eneste morlille tilbage, som vidste, hvordan en spansk kartoffelomelet, en tortilla espanola, skulle laves. Eller den kolde grønsagssuppe, gazpachoen, den kunne man nu også få færdig på flaske. Eller de italienske bruchetta, eller tiramisu? Hun følte sig med ét ikke så alene længere. Hun så, at også de mediterrane kvinder led af den samme kulinariske  dovenskab og at det ikke nødvendigvis var en sygdom, man behøvede at blive kureret for.



©Agnete Knudtzon 2011

Til top   Digi-talt    Web-log    Kontakt   Readymades