DET LIGNER EN TANKE

Prolog

 

 

Det ligner en tanke, når jeg i dag gør turen fra Århus til Kongens Lyngby og tilbage igen, på en Orange Endagsbillet og med et enkelt tog skift i København. Det ligner den tanke, som ofte har ført mig til Agnetes hus, men også den tanke, som antyder, at der stikker nok noget under - det er nok ikke tilfældigt.

 

For selvfølgelig er det ikke tilfældigt, at jeg har hjemsøgt Frieboeshvile på ny, og at det i dag er Bodil, jeg mødes med. Det skyldes min evige trang til research: Helt nøjagtig hvor mange trin er det nu, hovedtrappen har? Mon gråpæretræet stadig står, hvor det stod, som pejlemærke for sensomres springbalsaminer? Mon de mange menneskeveksler op ad skovbakken stadig findes? Mon ribsbuskene, mon stikkelsbærbuskene – findes? Var grotten på skovbakken vitterlig koboltblå engang, eller er det en anden blå, jeg kan se rester af på de forvitrede vægge?

 

    - Hvor var det, du sov, når du var på besøg her i huset? spørger jeg Bodil. - I portværelset, på første sal, var det dér? Fortæl mig om Agnetes musiske sider. Og så fortæller Bodil:

    - De dage, hvor koret skulle komme, gik Agnete altid rundt hernede i dagligstuen og varmede stemmen op, mens hun flyttede om på møblerne, satte tekopper frem på rullebordet, tørrede lidt støv af på etagererne. Af og til nåede sangøvelserne op på første sal, hvor Ellen og jeg stadig lå og snuede. Så lød det måske sådan her:

 

Eeellen ! Og Boooo-dil !! Vil I bringe mig den stooo-re hviiiide dug! Den ligger i chif-fon-nièèè-ren …i den øøøøverste skuf-fe… inde i kam-me-ret.

 

     - Når stemmen blev svagere, fortsætter Bodil, - så vidste vi, at hun var på vej ned ad trappen til kælderen og havde glemt alt om os. Det var dernede i det store køkken, at Ellen og jeg plejede at spise morgenmad, inden vi skulle i skole. Det var også dernede, frugtkælderen var, med dens brede hylder af træ. Der duftede altid lidt syrligt…

    - af Conferencer, tilføjer jeg, - og Rene Cloder, Belle de Boskoop og Ingrid Marie.

    - Nu må du ikke afbryde mig.

    - Af Conferencer, Rene Cloder, Belle de Boskoop og Ingrid Marie.

    - Om aftenen kom koret..

    - Og den Gravensten, som smager.

    - Vil du høre, hvad jeg har at fortælle !! NÅ ! Om aftenen kom koret myldrende ind i stuen, fortsætter Bodil, -så stillede de op derhenne, med ryggen til gårdspladsen, midt imellem fortunaspillet og flyglet. Fru Knudtzon fra Hummeltofte kom altid lidt før de andre, så hun kunne sidde parat foran flyglet, med nodehæftet slået op. Det store midterbord var skubbet til side og lysekronen kastede sit søvnige skær ned over stuen.

    Alt det fik Ellen og jeg et glimt af, inden vi blev forvist til første sal. Dér sad vi så og læste lektier, lige ovenover dagligstuen, på bænken foran himmelsengen, ved det store kvadratiske bord.

    - Som sikkert er fra generalens tid, siger jeg, - dengang rummet blev kaldt salen for oven og blev brugt som spisesal, når der var gæster. Selv uden udtræksplader har bordet været for stort til, at familien har orket at flytte eller sælge det. Sådan tænker nu jeg, at det var.

 

Bodil hører ikke efter: - Daaa, daaa, da, dammm, nynner hun, mens hænderne danser i luften,- Daaa, daaa, da, dammm! Nu husker jeg det, det var Slavekoret fra Nebukaneser, de sang. Når koret holdt inde, kunne vi tydeligt høre Agnetes instrukser, det lød lidt morsomt, når hun sang solo. Når koret begyndte at synge igen, vendte vi tilbage til lektierne. Det var så vores ”Musik til arbejdet”, dengang. 

                                                                                          

Jeg sidder sammen med Bodil i den store stue, hvor den årlige nytårskoncert finder sted. Her er den samme søvnige belysning som i Agnetes tid, når lysekronen var tændt. Jeg sidder med ryggen til væggen med det franske billedtapet, hvor der i flere generationer har stået en høj kakkelovn. Den er nu fjernet og stuen er gengivet sit oprindelige tidlig attenhundredetals look, er på ny blevet en sal for landliggere, beregnet for dans og musik. Jeg sidder nøjagtig på ovnens plads og forestiller mig Agnetes dagligstue, som den må have set ud fra denne helt nye synsvinkel. Det minder mig om et maleri af Marstrand, dog her er der ikke tre, men:

 

fire personer, som sidder bænket efter søndagsmiddagen omkring en enlig bordlampe. Den ældre kvinde læser højt af avisen, den yngre kvinde syr, og den yngre mand sætter lysbilleder i glas og ramme. Jeg ser også et barn, som sidder med ryggen til, hun kunne så passende være maleren, som ser de tre. Nu hører jeg også bornholmeren slå oppe i trapperummet på første sal: Et klinnng, to klinnng,  tre klinnng…og ni, så varer det ikke længe, før de tre kan bryde op og køre hjem.

 

Nu er også koncerten slut. Jeg får et lift til stationen, tager afsked med Bodil og påbegynder rejsen tilbage til Århus. Det er lidt svært at få tanken med, den kører kun nødigt baglæns.

 

Til top    En familiekrønnike     Digi-talt   

 

©Agnete Knudtzon 2014