Langt uden for voldene - paa landet - i Kgs. Lyngby

LANGT UDEN FOR VOLDENE - PÅ LANDET

i Kongens Lyngby

 

 

Midt ude på Prinsessestien i Kongens Lyngby, ud for Hovedgaden nr. 2, står en sortklædt fotograf bøjet over sit kamera, som er anbragt på et stativ. Nu løfter han hovedet og kaster et sidste blik på sit værk. Han har kort forinden været inde i huset for at instruere sine personer, og nu skulle alle være på plads:

 

Bag et vindue til venstre har han anbragt en ældre kvinde med kniplings-kyse, et familiemedlem eller en gammel amme. På stentrappen op til dagligstuen eller salen for neden, som det hed dengang, står tre kvinder klædt i vide krinoliner, og nede på græsset, til venstre for trappen, ses en yngre kvinde samt Agnetes far som ung mand. Løfter man blikket, vil man oppe på første sal se den glade husfader. Han har åbnet et vindue i salen for oven , hvorfra han kigger ud. Det er ham, der som fattig ikke helt ung premierløjtnant i 1847 pludselig, til stor forbavselse for alle og med forbigåelse af en ældre bror, blev enearving til sin onkel, general Frieboes samlede formue og ejendomme. En af disse er landstedet i Kongens Lyngby, en anden, familiens vinterbolig på Holmens Kanal. Det er også ham, som under koleraepidemien ”daglig red til Kjøbenhavn i Tjeneste” og om hvem Agnetes far yderligere har skrevet:

 

Stor var Alles Forbauselse, idet min Faders ældste Bror saavelsom den øvrige Familie aldeles forbigikkes med Undtagelse af nogle Smaaposter…

Mange forskellige Rygter og Anecdoter var i de dage i Omløb om, hvorfor min Onkel intet havde arvet. Der nævntes Kjærlighedsforhold, og om et Gulduhr, der var det eneste, han erholdt, fortælles at det spillede ”Ach du lieber Augustin, alles ist wech”; men dette er Usandhed kan jeg bevidne, der nu er Eier af Uhret. Om Arvens Størrelse verserede også mange Rygter…”

 

Engang gik Prinsessestien tæt forbi huset, og rytterne havde især under letridning frit indblik til stuerne. Det var også derfor man havde placeret en glasjalousi i vindueskarmen i den ene stue. Det var et 62 cm højt skærmbræt af glas, som med sine fem fag - et rødt - et blåt - et grønt - et gult og -et lilla - værnede om det private liv, der udfoldede sig derinde. Hvad enten rummet havde tjent som kabinet, somsoveværelse eller som spisestue.

Salen derimod havde lige siden Frieboes tid lagt øjne og ører til både dans og musik. For familien var musikalsk. Agnetes farfar spillede violoncel og klarinet, én tante spillede klaver, en anden harpe. Og Agnete, det ved vi, hun sang.

 

Når Agnetes farfar afholdt sine musikalske aften-arrangementer, plejede folk fra Lyngby at stille sig op ude på Prinsessestien for at lytte til musikken. Nogle gange trængte de helt op på stentrappen, hvor de stod med næserne presset flade mod glasdøren. Det var for at forhindre sådanne episoder, at man på et tidspunkt havde opsat et lavt hvidmalet stakit ud til Prinsessestien. Siden vandt man hævd på det stykke jord. Og det blev så Forhaven.

 

*

 

Fotografen pakker staffeliet sammen og efter at fotografiet er fremkaldt, enten i hans eget atelier, eller på stedet, ved hjælp af et transportabelt fremkalderudstyr, bliver dette portræt af et hus i sin tid afleveret til familien. Senere, efter cirka femogtres år, kommer det lille fint indrammede billede på en længere rejse med skib til Ny Zealand, hvorfra det yderligere halvfems år senere, nu med fly, returnerer til Danmark og til sit forlæg i Kongens Lyngby.

 

En familiekrønnike Digi-talt Frieboeshvile

Til top

 

©Agnete Knudtzon 2014 sidst rev. 11.1.2015