Historien om en sko II

HISTORIEN OM EN SKO II

 

 

Der er nok mange, som har spurgt sig selv, hvornår Søren mon finder den sko. Nu er der gået seks år, siden de sidst hørte om skoen. Ikke mindst direktøren for Moesgaard Museum må være utålmodig. Det ville jo være et scoop for museet, hvis den genfundne barnesko fra Bojnurd nær landsbyen Meshed kunne blive udstillet sammen med sin makker, når museet åbner igen. Selvfølgelig, i selskab med Grauballemanden og runestenen fra Hørning.

 

Siden sidst er der sket det, at jeg har mødt Sørens rejsekammerat, som ikke ville have mig med dengang, og det skønt jeg netop var færdig med skolen. Det er ham, som blev medlem af Eventyrernes Klub, da de kom hjem, og stadig er det. Iført kalot og leopardskindshandsker drager han rundt med sine lysbilledforedrag om rejsen. Han har også et lysbillede af den mand, som Søren købte skoene af, og er imponeret over, at man stadig husker landsbyens navn. Det er nok Sørens Tuxens fortjeneste, siger jeg. Som zoolog og insektforsker har han naturligt haft fokus på selv den mindste detalje. Hans speciale var urinsekter, og han er især kendt for sin viden om insekternes strukturrige kønsorganer.

 

Mon ikke jeg allerede har mistet en del læsere undervejs, med disse sidespring og detaljer, men for den hjælpsomme etnografistuderende, som for længst har afsluttet sit studium og måske nu sidder i en stilling på Moesgaard, for hende vil jeg berette om, hvordan det siden gik.

 

Der skete det, at det blev jul og jul og jul og jul igen, men den femte jul, som var julen 2012, og som for os blev en slags ikke-jul, fik jeg en gave af Søren, som altid koket pakket ind i avispapir. Søren havde lige været i Marokko, og jeg regnede med, at det var en ting dernedefra. Gaven kom med til Berlin, hvor vi tilbragte vores ikke-Jul, og blev pakket ud på vores ikke-juleaften på Cafe Ranke. Leopold von Ranke er ham, som opfandt historieforskningen med sit ”Hvor HAR du det fra?”, man bør gå til kilderne, ad fontes. Ham citerede vi flere gange under middagen, ”hvor HAR du det fra, hvor HAR du det fra?”, indtil vi var lidt fulde og svarede i øst og i vest.

 

Gaven blev pakket ud, og da jeg så læderskoen med den lange rem, sagde jeg til de andre: ”Hvor HAR han den fra, ham Søren? Han har nok fundet den i Marokko og tænkt på mig, som ved flere lejligheder har spurgt til hans sko”.

 

Vi kom hjem fra Berlin, jeg ringede til Søren, takkede for gaven og fik så at vide, at det vitterlig VAR skoens makker, han havde fundet, og ikke en souvenir fra Marokko. Men den er jo helt stiv og hård, indvendte jeg, den kan et barn da ikke få på. Jamen, der er gået så mange år, sagde Søren, tidens tand har garvet den.

 

Da vi siden mødtes, fortalte Søren mig begejstret og med strålende øjne, hvordan han en dag i efteråret pludselig havde set skoen hænge derovre i stalden – lige så fredeligt – mens den ventede på at blive fundet. Og det blev den så, midt imellem de to hestekranier, brændet, de gamle cykler, malerierne, drivtømmeret fra Vesterhavet og alt det andet, som ligger og roder derovre. Det er som at lede efter en nål i en høstak, når man vil finde noget i den stald.

 

 

-oOo-

 

 

Det var så den foreløbige afslutning på min historie om sko. Måske vil Moesgaard Museum tage tråden op og genudstille skoene i den nye museumsbygning, når den åbner i efteråret 2014. Til den tid vil det så være halvtreds år siden de to børnesko fra Iran landede i Danmark. Jamen, så er det også halvtredsåret for de to eventyreres hjemkomst fra Indien. Mon ikke de bliver inviteret med, når den nye museumsbygning skal indvies.