Belgiensodysse

BELGIENSODYSSÉ eller

Rejsen til Mesvin

 

 

- Tom film! erklærede fotohandleren, mens han med et professionelt greb rullede filmen ud og tjekkede en ekstra gang op mod lyset. - Ja, helt sort!

- Åh nej! udbrød hun og tilføjede lidt efter: - men jeg havde det også lidt på fornemmelsen. Blitzen virkede ikke. Det lød også anderledes, når man klikkede.

Nu slap hun med tyve kr. Det var hvad fremkaldelsen havde kostet. På vej ud af forretningen fik hun den tanke, at de tabte fotos måske kunne blive hendes held. At hun for ikke at skuffe familien nu måtte fremkalde de kiksede fotos på skrift. Og sådan blev det.

 

 

Kapitel I

 

Det første billede er af en øde Kastrup Lufthavn, Lillejuleaftens aften, klokken 18.50. Fredelig, næsten provinsiel denne aften, samme stemning som i Billund. Også flyet er halvtomt og passagererne sidder spredt for at skabe ligevægt.

 

Næste billede er fra Bruxelles' Gare Central, hovedbanegården, hvor familien hyrer en taxa, den forreste i bilkøen med de avislæsende chauffører.

 

- Très mauvais, very bad,

 

lyder det inde fra bilen, da de nævner hotellets navn.

 

- Sixty minutes I have been waiting, and now this! Very short, very short distance! After this trip, I return to my home,

 

fortsætter han, mens bilen snor sig op ad stejle gader, under snuskede broer, alt er som de husker det fra dengang.

 

- You cannot breathe on the autoroute. And in Brussels, it is very bad, too.

 

På grund af det lune vejr, får de forklaret. Hun frygter allerede, at de må tilbringe juledagene indendørs på grund af smoggen. Gaderne er også ganske øde.

Lidt senere, da de ser tv på hotellet, bliver de klar over, at den frustrerede taxachauffør, af ren rutine og måske med tanke på drikkepenge, har leveret en hurtig briefing om Belgiens almentilstand. Som var de en del af hans faste kundekreds, som var de travle EU-politikere på vej tilbage fra deres respektive hjemlande. Det viser sig, at de er dumpet ned i et Belgien ramt af togstrejker, bombetrusler og smog, hvilket har berøvet taxachaufføren en del af hans sædvanlige klientel. Som tak for briefing og jeremiader får han da også en klækkelig drikkeskilling sammen med ønsket om une Bonne Noël .

Modsat den lidende taxachauffør er det lille selskab meget glade for den korte afstand til hotellet, selvom dette ligger uptown, hvilket er godt nok, når man skal downtown til Grand Place, men kræver en god kondition på tilbagevejen.

 

Det er en historisk rejse, de er på. Ikke en af de store, ikke en studierejse for en større gruppe, men en firemandstur, som især skal handle om deres egen lilla värld. En lyntur tur-retur, fra den treogtyvende til den seksogtyvende december. Første juledag har de planlagt en sviptur til Valloniet, hvor de har boet engang i tre år. Men inden da vil de fejre Juleaften i Bruxelles. Og lige nu er det Lillejuleaftens aften.

De føler på ny den gamle ømhed for det plagede land, som netop i disse dage efter lang tids tomrum har fået stablet en provisorisk regering på benene. Landet, hvis sprogstrid mellem den flamsk- og den fransktalende del synes evigt uløselig; og som har været slagmark under både Første og Anden Verdenskrig, og inden da, for Napoleons og Wellingtons tropper, dengang Belgien endnu ikke var Belgien, men stadig en del af de historiske Nederlande.

Hotellet ligger altså uptown, højere oppe end kunstbjerget, Mont des Arts, med dets udsigt ned over byen. Heroppe ligger bl.a. kongepaladset og Parque de Bruxelles, samtkunstmuseet og det store udstillings-kompleks Palais des Beaux Arts (BOZAR).

Den nedre bydel når man til fods ad mange og lange trapper samt skrånende gader. Hernede ligger Grand Place med de velbesøgte caféer Chaloupe d'Or og Au Roi d'Espagne, begge tidligere laugshuse, hvis navne erindrer om Belgiens driftige fortid.

Og hernede ender det lille selskab denne sene Lillejuleaftens aften. De beslutter sig for at gå om bord i Den gyldne Chalup, hvor de bestiller øl, vin chaud og lidt snacks. Det summer babelsk af alverdens tungemål, stemningen er løftet i alle tre etager, ja selv tjenerne og tjenerinderne er som berusede af den flersprogede menneskemængde og møder dem med belgisk lune og venlige smil.

 

Kapitel II

 

Juleaftensdag, -aften og -nat tager familien en række snapshots af sig selv. Nogle vil her blive fremkaldt som fixbilleder, andre optræder i quick motion eller i slow. Enkelte har et forløb, som tangerer film, hvis det da ikke var skrift det hele.

Vi ser dem om formiddagen på vej ned til Grand Place og til gallerierne, og senere på dagen, som eneste besøgende i Palais des Beaux Arts, hvor en omfattende udstilling guider dem kloden rundt i selskab med et 1600- og 1700-tals Portugal. Siden følger vi dem i slow motion - uptown.

Først på aftenen ses de på ny forladende hotellet, nu som et trekløver, idet ung mand er ladt tilbage, svimmel af den megen luksus. Med jævne mellemrum strejfes himlen over dem af kulørte lyskaskader. Nede på Grand Place tjener rådhusets barokfacade som skærm for lignende lysshow, mens skiftevis opera og rock gjalder ud over pladsen fra to store højttalere. I det nordvestlige hjørne ses en julekrybbe i overnaturlig størrelse som alternativt trækplaster for ældre og for familier med børn. Et snapshot viser trekløveret - fastfrosset - i mild forundring over den katolske kitsch. Lidt senere ser vi dem bænket under cafélampen i en øde Slagtergade, afventende fire gange paella, som de har bestilt ud af huset. I slow motion trasker de hjemad med julemad i plastikspand. På hotellet indtages paellaen på bløde paptallerkener, mens safrangule ris flyver om ørene, med afsæt i hvide terroristsikre plastikgafler. Gaver udveksles, vin indtages, Julens sange synges.

Hen ad klokken treogtyve, er et trekløver på ny på vej quick quick step ned i byen. Søvnig ung kvinde er efterladt på hotellet. De tre vil til midnatsmesse i Cathedral St. Michel, og når derned i tide til at kapre de sidste ledige stole bagerst i den vældige katedral. Orgelet bruser, et usynligt kor synger - stemningsfuldt – langt, langt borte. Efter fem kvarter følger de en håndfuld indfødtes eksempel og bryder op. Da har de allerede længe lyttet til den afgående kardinals prædiken, som meget a propos den hjemlige debat handler om le petit enfant - asylansøgernes små - og store - børn. På vejen op - slow slow - passerer de for tredje gang statuen af Gotfred af Bouillon. Han får på ny et lille smil med på vejen, mens de fortsætter deres vej tilbage til hotellet.

 

-Numero 47 et 49, s'il vous plaît!

-Numero 47 et 49, gentager natportieren med et ironisk glimt i øjet, mens han lægger nøglerne frem på skranken:

- S'il vous plaît !

 

Hun forstår straks årsagen til hans ironi: hun har været alt for kortfattet, for direkte. Efter et døgn i Bruxelles burde hun vide bedre. Lige siden ankomsten, er de - overalt - i cafeer, i butikker, på museet - blevet hilst med et Mercie et Au revoir/ Bonsoir, Joyeux Noël et Bonne Année.

Fat det nu, siger hun til sig selv, sådan er det jo med det franske. Og såmænd også med det danske, efterhånden. Se på folk, smil til dem! Vær så venlig, og Tak, og Rigtig Glædelig Jul og Godt Nytår, også!

Hun indstiller sig på fremover at være mere idiomatisk i sit franske. Hun vil forsøge at tale som en franskmand, som en fransktalende belgier. Hun er allerede begyndt at frygte næste dag. For hvad skal hun stille op med den rudimentære hilsen, de da står tilbage med, når Julen er ovre? Ordknapt, fattigt, ja, ligefrem uhøfligt vil det vel lyde, når de fremover må nøjes med et nytårsønske. Selv om det selvfølgelig kan forstærkes med et très - og jo altid vil kunne indledes med et Au revoir, eller Bon soir. Hun vil øve sig lidt:

 

Mercie, Au revoir/ Bon soir, et très bonne année! En gang til: Une très bonne année!

 

Oppe på værelset ser de midnatsmessen til ende. De genkender Cardinal Danneels fra Kong Baudoins begravelse i '93. Det var mens de endnu boede dernede. De havde sørget med belgierne over kongens alt for tidlige død. En usædvanlig personlighed, med et usædvanligt og dramatisk livsforløb. De havde følt sig som belgiere dengang, havde naturligt taget del i den almindelige landesorg, som for en stakket stund havde forenet Flandern med Valloniet, eller Valloniet med Flandern, om man vil.

 

 

Kapitel III

 

Første Juledag er den helligste dag i det katolske Belgien. Dog ikke mere hellig end, at restauranter holder åbent og togstrækninger lukker ned på grund af strejke. Men dog så hellig, at bustrafikken er sparsom netop denne dag. Hvilket alt sammen får betydning for deres udflugt til Mons og Mesvin.

Det starter på Gare Central, hvor de kommer til at vente en rum tid på grund af togstrejken. Selve banegården er den samme nedslidte som dengang, og personalet bag glaslugerne er lige så uhøfligt og ordknapt som i de tidlige 90.ere - ægte skrankepaver. Måske fordi destinationen er Mons i Valloniet, eller Bergen, som byen hedder på flamsk. Det tænkte de dengang, og det tænker de nu. - Efter flere timers venten med sparsom og skrattende information kommer de omsider afsted.

Også togkupéerne er de samme, alt er som dengang. En konstans, som står i kontrast til den forandring, man er vidne til i så mange andre europæiske byer, for ikke at tale om København, for slet ikke at tale om Berlin.

Efter de mange byvandringer nyder firkløveret nu at lade sig transportere af sted, mens huse og landskab glider forbi i en grålig dis. Gangarten er nu blevet en tog-art, det er ikke længere snapshots, men en hel lille film - gadagung, gadagung - der ruller forbi derude. Og forbi inde i deres hoveder. Og den ydre og den indre film glider sammen, og da er det, de får øje på Wellington, generalen, i skuespilleren Christopher Plummer's smukke skikkelse og fysiognomi. Han er lige så stille kommet ind i kupéen og har sat sig et par sæder længere fremme, skråt overfor. Han er nok ude for at genopfriske sin sejr over Napoleon:

 

Regnen, ja, regnen ,jeg husker helt bestemt, at det regnede natten før. Næste dag var alt opløst i mudder. ....Mere held end forstand, at vi vandt det slag. Hvis ikke Blücher – hmm - hvis ikke Blücher..... De mange døde. Halvtreds tusinde, på én enkelt dag. "Quel histoire!" sagde Blücher, da vi mødtes efter slaget, "What a mess!". Eller var det mig, der sagde det? Den dag i juni 1815.

 

 

Kapitel IV

 

Wellington var kommet med det forkerte tog. Ja, det var skam hende, der havde opdaget det:

 

-This is the wrong train, havde hun sagt på sit pigeon-engelsk. - This is the train for Mons. You should have taken the train for Charleroi.

 

Wellington var så kommet af, og havde taget toget tilbage til Gare Central. Forhåbentlig sad han snart i en anden kupé og kunne følge Historiens gang, skønt i omvendt rækkefølge: Waterloo, Quatre-Bras, Nivelles, og til sidst Charleroi, dér hvor det hele begyndte.

 

Imens dette - måske - går for sig, er firkløveret fortsat på vej til Mons. Efter den store Midi-banegård er det lutter hyggelige provinsstationer, som ruller forbi derude: Forêt, Brain-le-Comte, Soignies, Jurbise, og så er de fremme ved målet. En time har det vel taget.

 

I Mons er alt ved det gamle. Stationen er uforandret, busholdepladsen den samme, de ventende taxaer de samme. Vejret, som denne første juledag startede vådt, er nu også koldt og blæsende. I modsætning til dengang, hvor skolebus og bil var transportmidlet, skal byen i dag indtages til fods, til nøds med bus. Taxa kommer slet ikke på tale!

På trods af den korte afstand til Bruxelles, er de nu i en helt anden verden. De er nu i Valloniet, i provinsen Hainaut. I et af Belgiens fattigste udkantsområder, hvor tiden er gået i stå. Den rundkindede kulsorte buschauffør, måske en x-generations indvandrer fra det tidligere Belgisk Congo, er lutter ro og venlighed. Efter omhyggelige opslag i diverse køreplaner kan han bevidne, at der på denne Belgiens helligste dag kun kører meget få busser til Mons' forstad Mesvin, som ligger ikke langt fra den franske grænse. De vælger at få et lift med hans bus og bliver sat af på Avenue General de Gaulle, et par stoppesteder længere sydpå .

Her starter den lange vandring mod Mesvin, forbi kendte steder - de fleste triste, uskønne, trøstesløse. Her har ung kvinde engang gået til ekstratimer i fransk, dér har de været til middag et par gange. Og der ovre ligger bageren med de lækre kager. Dér står endnu gabende tom og uden ruder den smukke rødstensfabrik, et relikvie fra kulminedriftens storhedsstid. Et andet sted, i åbningen mellem to huse, ses silhuetten af et slaggebjerg - langt ude i horisonten.

De forsøger på slump at skyde genvej for at komme væk fra den bugtede hovedvej - og kommer ind i noget, der ligner et dansk villakvarter. Det var på en af disse villaveje, de engang havde fået deres første belgiske chok: med få dages interval havde de set to biler ligge på hovedet, med alle fire hjul strittende ret op i vejret. De huskede, at det havde noget med vigepligten at gøre, den var ikke ubetinget i Belgien. Der var i den henseende ingen forskel på hoved- og biveje. Man kørte efter først til mølle-princippet: den der først havde bilsnuden ude, havde forkørselsret.

Mons ligger kun få kilometer fra den franske grænse og har spillet sin triste rolle i både Første og Anden Verdenskrig, bl.a. i Slaget ved Mons 23. august l914. Til gengæld blev byen befriet som en af de første, da de allierede krydsede grænsen sydfra. Selv havde familien boet i forstaden Mesvin, Voie Americaine, en smal grusvej, som på kortet ligner en blindtarm og ender i en kirkegård og en mudret markvej.

 

Vinden er taget til. Ung kvinde er ved at miste det smule mod, som er tilbage efter de første møder med fortiden.

Det bliver i sidste ende Historien med stort H som kommer dem til undsætning, idet de under deres zigzag vandring, på må og få, pludselig får øje på et skilt: Rue des Canadiens. Så ved de, at der ikke er langt til Mesvin og til grænsen.

I tankerne gør de plads for de canadiske tropper, som kommer imod dem. Mens en stadig stridere blæst står dem om ørerne. De passerer en hvidklinet gård og genkender den græske restaurant, som er indrettet dér. Bag ruderne anes festklædte belgiere, bænket omkring bugnende borde.

Firkløveret holder en kort pause på en korsvej i nærheden, midt imellem stubmarker og nyopførte villaer, denne anarkistiske blanding af landskab og byskab, som er så karakteristisk for Belgien. Så fortsætter de deres vandring, krydser lidt efter Rue des Americains og kommer til sidst ud på den lange Rue Brunehaut. En endeløs række af grå huse i to etager, alle med metalskodderne nede. Enkelte steder ses en stor julenisse på vej op ad en husfacade. Med lange intervaller og på tværs af gaden, de velkendte metalguirlander med farvede pærer, som forbliver slukket i årets løb, og som måske af sparegrunde heller ikke er tændt denne dag. De passerer kirken med hanen på toppen, som netop blev lueforgyldt, mens de boede i kvarteret. Og legetøjsmuseet, Musée des Aluettes, hvis skiltning fejlagtigt havde skabt forventning om noget i retning af legetøjsmuseet i Århus' Den Gamle By.

Under dagens vandring mod Mesvin har de på ny taget mange snapshots af sig selv. Foran kendte adresser på Avenue General de Gaulle, på korsvejen ud for den græske restaurant, foran kirken med den gyldne hane på toppen. Og da de omsider drejer om hjørnet til Voie Americaine, stiller de på ny an til et foto under vejskiltet. Og får da øje på garagen overfor, hvor man i starten af deres ophold kortvarigt havde åbnet et udsalg af potter med krysantemer. Det var i anledning af Allehelgensdag og Alledødesdag, først i november. Som pynt til kirkegården lidt længere oppe ad vejen.

Kun få dage efter at familien havde indtaget deres nye bolig, den 7. september 1992, kl. 14.30, var det så, at de var blevet overrasket af en øredøvende larm, som fik vinduerne i huset til at klirre. Et øjeblik senere var den kommet til syne bag naboens tårnhøje tujaer: den buldrende kolonne af militære køretøjer, som hvirvlede støvet op derude på den snævre grusvej. Det var dengang, det kyndigt blev konstateret, at der ikke var tale om en almindelig militærøvelse, dertil var maskinellet for gammeldags. Det var derimod gamle jeeps og køretøjer fra Anden Verdenskrig, nogle med camoufleringsnet, andre uden. Den årlige procession til minde om Belgiens befrielse i september l944. Ligesom Rue des Canadiens havde markeret canadiernes indtog efter Første Verdenskrig, markerede Voie Americaine de amerikanske troppers indmarch i 1944.

 

De fandt deres hus - det lignede sig selv. Kun én ting var forandret: Den tre meter høje, mørke, tætte tujahæk, dybt nede i bunden af haven, var væk. Man havde nu frit udsyn til, hvad de dengang troede var villahaver, men som nu viste sig at være belgiske vange: smalle aflange markstrimler, som strålede ud fra husene nede på Rue Brunehaut. Det var således den sene forklaring, familien fik, på de overnattende gæsters uoplagthed og irritabilitet. Uforberedte på hvad tujaerne skjulte, havde gæsterne ligget vågne til langt ud på morgenen, mens de undrede sig over, hvor al denne skryden og vrinsken, denne galen og gokken og gøen mon stammede fra. Klatøjede og udmattede havde de derefter fremskyndet dagen for deres afrejse tilbage til Danmark.

 

*

Egentlig var det først på denne fodtur, som hverken var i slow motion, for de gik rask til, men heller ikke var quick, for der var mange forhindringer i form af modvind og modgående militære kolonner - egentlig var det først på denne vandring mod Mesvin, at firkløveret sådan rigtig - rigtig - forstod, hvor fremmedartet dette lille europæiske land havde været og stadig er.

Rue Brunehaut, Mesvin

 

 

 

Sidst rev. 12.11.2014

 

©Agnete Knudtzon 2011

Nice cumulus clouds Til top Forside BOZAR