Det lyseblaa værelse II

DET LYSEBLÅ VÆRELSE II

 

 

Jeg er i dag taget til Brøndbyvester for om muligt at møde min tipoldefar dér. Måske er jeg heldig, at også Adda og Viggo, hans to ældste børn, har fået samme idé.

 

Hver gang jeg passerer motorvejens afkørsel til Brøndby-vester, tænker jeg på de kække studenter, som i 1870 vandrede helt herud, for at høre Monrad prædike. Fjorten kilometer har de vandret hver vej, to timers rask trav ud og to timers rask trav hjem igen til Regensen, så var den dag da også gået! Det er omtrent samme afstand som til Dyrehavs-bakken, et andet yndet udflugtsmål for datidens vandringsmænd. I dag kører Bus 1A fra Avedøre Station, ikke langt fra Brøndbyvester, i lige linje helt ud til Klampenborg, hver vej tager cirka en halv time inde fra City.

 

Jeg er listet ind i præstegården for på ny at opsøge det lyseblå værelse, som min tipoldefar har så svært ved at slippe. Jeg er kravlet op ad den stejle loftsstige og har fundet det enkle rum: som en stor kasse skudt ind på det bare loft. Jeg åbner døren: Hvor dejligt, at alle allerede er kommet!

 

Rolleliste

 

Monrad: Kære børn, sikken en historie ! Her troede vi, at alt efterhånden var sagt og skrevet om min person, men vi har selvfølgelig ikke taget højde for de nye medier, for filmen, for tv, og, ikke sandt, Agnete, for dit elskede internet ! Og hvad skal vi så mene om den famøse tv-serie "1864"?

 

Viggo: Nu, da vi (næsten) alle er døde, kan det vel være ligemeget altsammen.

 

Adda: Ja, far, du kan måske ligefrem være stolt af at have givet stof til så megen omtale. Selvom vi ikke havde behøvet denne afskyelige karikatur. Sådan går det, når en kunstner er historieløs, så trampes der rundt i fortiden som i en svinesti. Det rene hærværk !

 

Agnete (til Monrad): Mærkeligt at opleve, at du nu igen er kommet på dagsordenen. For få år siden var du så godt som glemt. Og om hundrede år er du måske atter glemt. Eller måske ikke helt. Måske vil man spørge: "Monrad ? Var det ikke ham den frygtelige galning, som lå i med skuespillerinden Johanne Louise Heiberg, helst ofrede sin søn ved Dybbøl, og - FLYGTEDE - ud til Ny Zealand for at omvende de vilde maorier?".

 

Viggo: Er det ikke udtryk for Bornedals uvidenhed OG overmod, i den grad at gøre far til en hadeperson og en nar ? Stort skal det være, ren megalomani!

 

Adda: Desværre kan vi ikke længere forsvare dig, far, sådan som Viggo gjorde det, lige til sin død. Viggo var i sandhed sin faders vogter, manede os søskende til tavshed, når du blev kritiseret i pressen, forsvarede dig over for historikeren Aage Friis, når han udfrittede Viggo om familiens privatliv.

 

Viggo: Og inden da, på Ny Zealand, dér kom jeg næsten i slagsmål for far. (Tager et brev frem fra den taske, han købte i Neumünster i '64, og læser):

 

"(...) På et møde her (...) brød Krigen ud, den dansk-norske Krig, som Gaustad havde lovet. Gaustad fik sit Skudsmaal, som besvaredes med Insinuationer mod Sass, jeg slukkede gradvis Lamperne og Disputerne fortsatte i Mørke udenfor Kirken og hele Menigheden. Gaustad fortalte mig, at hvem der levede i Glashuse og jeg spurgte lydelig om mit Glashus - jo-o-o min Fader var en politisk Biskop, jeg svarede at jeg var tilfreds han var Natmand, saa kom det ikke Sagen ved. Saa trykkede vi hinandens Hænder i Venlighed og så kivedes vi videre - men alt idetheletaget ret civiliseret uden Næsestyvere.(...)".

 

Agnete: Heldigvis er der under debatten ("den tredje slesvigske krig", bliver den kaldt) kommet så meget positivt frem om dig, Monrad: din rolle som Grundlovens fader, din store begavelse, din enorme indsats og arbejdsevne som minister, din betydning for Kirken, dit forfatterskab. Din bog "Fra bønnens verden" fik mange roser i sin tid, blandt andet af Johanne Louise Heiberg.

 

Monrad: Jo, det er nok det bedste, jeg har skrevet. Bogen blev såmænd oversat til flere sprog, hvilket ikke var så almindeligt dengang.

 

Agnete: Og nu til din optagethed af Den femte bøn. Har jeg ret, når jeg siger, at din interesse for Den femte bøn måske har rod i den modvind, du ofte befandt dig i? At "forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere" blev som et værn mod de mange angreb, selvom en del var selvforskyldt - på grund af din hvasse pen. Du var ikke just vellidt i samtiden, havde mange politiske modstandere, blev beskrevet som en tilknappet person.

 

Monrad: Mine prædikener er især blevet rost for deres psykologiske indsigt i menneske-sindet. Måske har de rod i mit eget modsætnings-fyldte sind, det indrømmer jeg gerne, og det er nok rigtigt, at Den femte bøn også har været en nødvendig bøn. Jeg nåede, inden min død, at tilgive alle mine fjender, det er jeg meget tilfreds med.

 

Agnete: Måske det var en bøn, man skulle lægge sig på sinde, efter denne afskyelige tv-serie. For øvrigt blev der to og firs år efter din død så rigeligt "knappet op" for din person.I brevene, som blev udgivet på Gad i 1969, fremstår du blandt meget andet som en elskelig familiefar med stor omsorg og empati ikke blot for familien, men også for mange andre mennesker i din omgangs-kreds.

Adda og Viggo: Det kan vi kun bekræfte.

 

Monrad: Tak for de ord. Men nu må I have mig undskyldt, jeg er i gang med et vigtigt skrift. Udover mine mange andre ambitioner, som også har forvoldt Jer så omskifteligt et liv, har jeg også et ønske om at bedrive skønlitteratur, allerhelst dramatik. Jeg har stadig meget, jeg skal nå.

 

Brøndbyvester kirke og præstegård dec. 2014 her

 

27.12.2014

 

Digi-talt til top Det lyseblå værelse

 

Copyright©Agnete Knudtzon 2014