Jul

JUL

 

Træet spejler sig i de høje konsolspejle: kun sølvlameller og røde pigeoner og så de levende lys. Bagved, i mørket, ser de sig selv. Søren står med ryggen til spejlene. Han har taget Agnetes runde sygekassebriller på. Så ler de alle, også Agnete, som bliver helt yndig at se på. En aften kluklo hun også, da Karsten i ly af det hvide skæg spurgte hende op i hendes åbne ansigt, om hun stadig levede:

 

- Lever DU endnu ?, sagder han, med eftertryk på ”du”. Men det var en anden jul.

 

Søren sætter sig ved klaveret og akkompagnerer med sine jazzede becifringer. Senere hører de Bachs ”Air” på grammofonen. Både plade og grammofon er forældrenes julegave til Agnete det år. Grammofonen står ved siden af radioapparatet, diskret placeret bag flyglet op mod væggen til det gule kabinet.

- Det var jo vores melodi, siger Agnete og bliver rørt.

 

På et tidspunkt er lysene brændt ned og gaverne pakket ud. Så bliver de ovale sølvfade med julebag og knas hentet ned fra toppen af etagèren, hvor de hvert år bliver stillet op for at ikke Pinki, den arrige terrier, eller senere Pusser, den godmodige puddel, skal stikke næsen i dem. Hvis også der bliver hentet tonic - Indian Tonic - op fra kælderen og lidt frugt - ja, så er det det, så var det det.

 

Og gaver bliver linet up på bordet foran bænken, hvor barnet sover i ly af soveværelsets store himmelseng. I den sover Agnete nu i den ene halvdel, men først efter at hun længe har trippet omkring i det store rum og gjort sit aftentoilette færdigt. Har fundet natkjolen frem fra under dynen, hvor hun selv har lagt den pænt sammenfoldet i en håndbroderet pose af form som en stor konvolut. Har bundet frisørsjalet om skuldrene og har friseret sit lange gule hår foran det store gulvspejl. De kunstige tænder har barnet aldrig set, men dem må Agnete have anbragt et sted, til allersidst. I et glas, måske. De er det bedste, det blideste ved Agnete, den sagte knirken, mens hun tygger og tier.

 

Søren sover i kammeret bag det store soveværelse. Sengen knirker derinde hver gang, han vender sig. Måske han er i færd med sin lange aftenremse, som for hver gang bliver stadig længere og længere og omfatter farens store familie og altid ender med en forbøn for Frøken Friis, som har slået rekorden ved at blive hos Agnete i nu et helt halv år. Så slutter han altid af med et "...OG frøken Friis"

 

Næste morgen, da de voksne allerede er nede, kommer Søren ud fra kammeret bagved. Så laver han en aflang pølle af Agnetes dyne. Hvis nogen så senere skulle finde på at kigge ind i soveværelset, vil de tro, at der stadig ligger en og sover derinde. Det kan de godt lide at tænke på, barnet og hendes storebror.

 

©Agnete Knudtzon 2011

 

Til top Digi-talt Web-log