Marley var doed

MARLEY VAR DØD

 

 

"TIL at begynde med er der det at fortælle, at Marley var død. Det var der ingensomhelst Tvivl om. Begravelsesattesten var undertegnet både af Præsten, Klokkeren, Bedemanden og den, der stod ham nærmest. Scrooge havde sat sit navn under den, og Scrooges Navn var fint Papir på Børsen for alt, hvad han nu måtte finde for godt at undertegne med det.

Gamle Marley var så død som et Dørsøm.....".

 

Det er min farfar, som i tanken forbereder sin højtlæsning. Det er også i tanken, at jeg besøger hans hus, skønt det for længst er jævnet med jorden. Så går jeg bare lige ind, gennem vægge og lukkede døre.

 

Fra den store entré går jeg op ad trappen til første sal, mens jeg med hånden mærker den dybe fure fra Sørens bæltespænde i gelænderet. Halvvejs oppe ser jeg døren, som lige så stille bliver lukket i. Da jeg er kommet helt op, vender jeg mig om og vover en rutsjetur ned ad det blanke gelænder. Jeg lander med et bump i entréen, hvor der nu er trængsel af gæster. I et hjørne ser jeg den store julebuk, og gennem den halvåbne dagligstuedør - i et glimt - ser jeg træet. Gæsterne bliver stående i entreen, indtil alle er kommet. Der er en kyssen og spørgen og snakken, og Onkel Kristian tager plads i den grønne sofa:

 

- Jeg ønsker Eder Alle - Alle - en rigtig velsignet Jul!

 

Nogen hjælper ham af med galocherne og nu kommmer de blanke kavalersko med de flade sløjfer til syne. Galocherne bliver stillet ind i garderoben, bag den grønne portiere.

Da alle er kommet, myldrer onkler og tanter, kusiner og fætre, Moster Visse og Onkel Kristian ud gennem døren til venstre for portieren, passerer i gåsegang den mørke korridor, som har en dør ned til kælderen, indsnuser duften af gås og risengrød, som siver ud gennem den lukkede køkkendør, og kommer så ind i spisestuen. Denne afvigende rute gennem anretterværelset har gjort børn bristefærdige af spænding, ja, selv hos de voksne spores en vis utålmodighed.

 

Jeg er fulgt med helt ind i spisestuen, og har sat mig på min vante plads, med sidebordet og de gule Valash inden for rækkevidde. Over for mig, med ryggen til haven men med front mod familieportrætterne, sidder min farfars brødre, smukke mænd i smoking, og hver især med deres helt personlige tics, stumme eller med lyd:

 

Et øjenbryn som hæves igen og igen, som for at fastholde en fiktiv monokel. En mundvig, som med en sagte hvislen kløver kinden hvert femte sekund. To buskede øjenbryn, som rettes ud og ud igen af den ældstes krogede fingre. Og Onkel Kristian, med sin faktiske monokel, som altid har min farmor til bords og nemt bliver rørt. Som giver mig kunstbøger til Jul og maler motiver fra Italien, med alderen stadig mere blå, og kommer på besøg ved sundet pr. sporvogn og sorte galocher.

 

- Glæder mig til at høre far læse højt af Dickens, hvisker min far til sin borddame, - det gjorde hans far også engang. Selv ville jeg gerne fortsætte traditionen, men børnene keder sig ved min højtlæsning.

 

"Men vel at mærke vil jeg ikke dermed sige, at jeg af egen Erfaring ved, hvad særlig dødt der er ved et Dørsøm. For mit eget Vedkommende kunde jeg maaske være tilbøjelig til at betragte et Ligkistesøm som det dødeste inden for Isenkrambranchen...." fabulerer familiens ældste, indenad. Mens vi får risengrød og én får mandlen og derfor også mandelgaven, og det bliver ikke et af børnene, men Moster Visse og det er lige så godt, for hun er alene og takker rørt for marcipanen. Og vi får gås med ribsgelé og med det hele, og der er gule Valash til børnene og under desserten, hvis der altså er dessert den dag, bliver portvinen sendt clockwise rundt om bordet til de voksne. Men nu begynder familiens ældste at røre på sig, han kan teksten udenad:

 

"Men henfarne slægters visdom..."

 

Jeg rejser mig fra bordet før tiden, for at gå på opdagelse rundt i huset. Inde i dagligstuen får jeg øje på det mørke hjørne bag chiffonieren, hvor vi skjulte os som børn. Så står jeg på ny ude i entreen. Herfra slår jeg et smut ned i kælderen, hvor jeg løfter på de tunge strygejern til kul. Så går jeg tilbage til entreen, og derfra op ad trappen til første sal, hvor jeg på ny ser døren til frøken Christensens værelse, som lige så stille bliver lukket i.

 

Heroppe på første sal ligger tv-stuen, husets eneste lidt kølige rum, hvor vi unge plejede at søge op efter søndagsmiddagen, og hvor det seneste hit var et stykke farvet film, som placeret uden på tv-skærmen satte kulør på søndagenes sorthvide føljeton om Familien Ashton. Ofte dukkede der også en onkel op, som foretrak de unges afslappede selskab frem for herreværelsets indforståede snak, som foregik i en os af cigarrøg, mens kavalerskoene vippede i takt. Inde i dagligstuen sad kvinderne på stribe i sofaen under skovpartiet. De ældste var klædt i douce fløjlsgevandter, de yngre i kropsnære kjoler. Strømpebenene, behørigt slynget om sig selv, to og to, fremviste en smukt buet vrist over en højhælet pumps.

 

Da jeg efter min strejfen omkring i huset vender tilbage til spisestuen, er der indtruffet et mindre sceneskift. Udover væglampetterne og de levende lys på bordet er det kolde loftslys nu også tændt. Mødrene, hvis bådformede kjoleudskæringer har nydt godt af den douce belysning, er væk. Bordet, diskret dekoreret med røde silkebånd på langs og på tværs, er tømt for tallerkener og de fleste glas. Hvide, let krøllede stofservietter ligger henslængt på tallerkenernes plads. En enkelt er gledet ned fra et barneskød og ligger på gulvet. Et par halvfyldte rødvinsglas og børnenes glas med den gule Valash. Stole er skubbet tilbage og forladt, mens andre fortsat danner sæde for smokingklædte herrer og festklædte børn. Mødrene ? De klirrer derude i køkkenet, hvor de er i gang med opvasken.

 

" Men henfarne Slægters Visdom ligger gemt i Lignelsen, og ikke skal mine profane Hænder rokke ved den - ellers var det da ude med Landet. Man vil derfor tillade mig eftertrykkeligt at gentage, at Marley var så død som et Dørsøm", lyder det fra familiens ældste, som omsider er begyndt på sin højtlæsning. Han fægter i luften med den frie hånd, de buskede øjenbryn hæves dramatisk, han smager på ordene, er nu Poul Reumert. Børn gyser let, men taber tråden.

 

"Og Scrooge vidste, at han var død? Ja, selvfølgelig...Omtalen af Marleys Begravelse bringer mig tilbage til mit Udgangspunkt. Der var altså ingen Tvivl om, at Marley var død...". Min farfar kan godt lide at krydre højtidsdagen med denne fortælling om ligkistesøm, det pirrer nok nogle, i hvert fald Moster Visse, i hvert fald hende.

 

På et tidspunkt er kvinderne færdige med opvasken derude og børnene begynder at sidde uroligt på stolene. Så får højtlæsningen af Dickens' Julekvad en ende, de dobbelte døre til dagligstuen bliver slået op, og dér står træet og stråler fra sin høje top. Onkel Kristian deler små sangbøger ud og de er mange, som danner kreds omkring træet. Onkel Kristian bliver rørt og også andre af de voksne. Børnene undres over de blanke øjne og skæver i smug til gaverne på gulvet, som de syngende passerer igen og igen under den lange juletræsvandring.

 

klik her

 

12/12.07, sidst rev. 16/2.2014

 

Charles Dickens Forside Til top Digi-talt

 

©Agnete Knudtzon 2007