Sympatisk svensker III

SYMPATISK SVENSKER III

(Fra min Udearbejdspladtz)

 

Ved stoppestedet på Holmen, efter maratonskrivning hos Bo, står jeg i kø med fire unge svenskere. De taler meget, deres sprog er smukt. Undervejs ind mod centrum bliver firkløveret opløst, ved Christianshavns Torv er der kun én tilbage.

 

- Är detta centralstationen? spørger den unge kvinde med nervøs stemme, mens hun vender sig halvt om imod mig.

- Nej, Hovedbanegården er ikke endnu.

- Hooowøødbanegaaren??

- Hovedbanegården !

- Hoovøøddbanegårren ???

- Ja, jeg skal nok sige til, når vi kommer til ho-ved-ba-ne-går-den.

- Tack. Jag förstår mycket dårlig danska.

- Jeg nyder dit svenske, det er meget smukt.

- ??

- Smukt ! Det er sjønt!! Svensk er meget sjønt !!

- ??

 

Så fortsætter hun:

 

- Vi har varit på ett seminarium, på Teaterskola.

- Er du da skuespiller?

- Skådespilare … och regissør, svarer hun med stolthed i blikket.

- Kender du så ikke Janicke Branth, hun var rektor for Dramatiker-

uddannelsen i Århus.

 

- Janicke Bruun?

- Nej, Branth, Janicke Branth?

- Nej, men det finns mycket vackert i Århus.

 

”Vackert”, tænker jeg, der har vi ordet, smuk eller skøn hedder ”vacker”. Det var det, jeg skulle have sagt, at "dit svenska er mycket vackert".

- Skal du hjem til Malmø?, spørger jeg så.

- Nej, jag bor i Göteborg.

- Det var langt! Hvor lang tid tager det?

- Tre timmar og fyrtiofem minuter. Nu är det mörkt, men annars är det en mycket vacker resa.

- Det kan jeg tænke mig. Men tre timer…

- Och fyrtiofem minuter, tilføjer hun straks. Jag har en bebis hemma, och jag kan känna mjölken rinner till.

- Uha, ja,

- Är vi framme snart ?

- Jeg er selv ny på ruten, svarer jeg og kigger søgende ud i mørket, - men jeg skal nok sige til.

 

En yngre mand bag mig kommer os til hjælp:

 

- Det bliver sagt i højttaleren, når vi er fremme.

- Tak, tak, skal du have.

 

Han får endnu en tak, inden vi stiger af. Den svenske kvinde virker stadig utryg, jeg peger på Hovedbanegårdens indgang og håber, at hun når sit tog. Selv stiller jeg op ved stoppestedet for bus nr. 66 med retning mod Holmen, men husker så, at der kom jeg jo fra og at det er bus IA, som jeg skal finde.

 

 

©Agnete Knudtzon 2012 Sympatisk svensker II Digi-talt Blog Til top