Landsbyen og Verden

LANDSBYEN OG VERDEN

Post Danmark og Ungarn i Fulden

 

 

Vi står uden for huset, helt nede ved vejen, de tolv unge fra Ungarn og os tre voksne. De sidste privatbiler når lige forbi. Bag en bilrude anes veninden, på vej hjem fra powershopping i Beder. Kort efter kommer de første sponsorbiler tilsyne. Fra en højttaler gjalder en kvik kommentar:

 

- Ja, her har vi så det ungarske flag !!

 

Vi jubler over kommentators paratviden, mens vi gnasker chips fra poser kastet i grams fra de forreste biler.

 

En motorcykel gør holdt overfor, og en betjent i gul vest tager opstilling foran byens nye chikaner. Med sit røde flag signalerer han dæmpet fart, hver gang et cykelfelt skimtes i det fjerne. Cykelrytterne snor sig behændigt igennem de to chikaner og drejer kort efter til højre op ad den stejle bakke mod Moesgård. Derpå følger bilkaravanen med de mange cykler på taget. Den sidste bil takker af - med en hilsen - bagud - til byen.

 

Så går vi ind i mit hus, hvor nygifte Peti får rollen som tolk:

 

- Please, tell us about the village.

 

Jeg tøver en kende, er jo kun en tilflytter. Så tyer jeg til Historien med stort H og vover mig ud i en beretning om landboreformer, udflytning og udskiftning, datidens omfordeling af jorden. I tankerne anråber jeg Ebbe om hjælp. Så skifter vi heldigvis emne:

 

- Now, tell us about the bronze.

 

Jeg fortæller lidt om støbeprocessen, om den omstændelige vej fra ler til bronze, om negativ og positiv form.

 

Til sidst stiller alle op til et kor og fylder min stue med sang. Jeg bliver bevæget, min stue bliver stolt, vi er ikke længere helt de samme efter dette besøg af tolv unge fra Ungarn.

Til top Forside Digi-talt

 

©Agnete Knudtzon 2011