Over broen

OVER BROEN

En road trip

Om hvordan jeg var chauffør for Katinka, dengang hun havde dårlig ryg. Om hvordan Katinka kommenterede min kørsel, og om hvilke konsekvenser det fik. Om hvordan vi undervejs fik selskab af min far. Og om hvordan han og jeg til sidst havnede i Arresthuset i Korsør.

 

Jeg er kommet kørende helt oppe fra Århus. I Vejle blev bilen læsset med puder, stokke, dyne og kuffert, og vi er nu på vej til København. Det er sommerens hidtil varmeste dag, trafikken er tæt, den danske industriferie er netop slut, den tyske er lige begyndt. Det meste af tiden ligger vi klemt inde i en lastbilskolonne, iblandet danske campister på vej hjem og tyske campletter på vej til Sverige.

 

Ved Odense drejer vi af mod Svendborg, hvor vi skal besøge et skulpturstøberi. Det besøg har jeg længe glædet mig til. Jeg har været dernede to gange før, først for at aflevere et portræt af min far i brændt ler, dernæst for at godkende en version i voks, og i dag får jeg ham så hjem i tre eksemplarer.

 

I værkstedet bliver vi mødt af venlige fynboere, som byder os inden for i det lille kontor:

 

- Må vi spise med ?

- Ja, endelig, I må tage lige, hvad I vil.

 

Bordet er fyldt med alt godt fra den nærmeste tankstation: skiveskåret pålæg i plastikemballager, to bakker fra Stryhns, et bæger italiensk salat, et glas karrysild, en dåse sardiner. Eneste grønt er en icebergsalat, som den yngste mand nu sidder med i hånden. Han tager en skive rugbrød fra pakken, lægger to salatblade oven på brødet og slutter af med to skiver rullepølse, som ligger og vipper deroppe på toppen.

 

Efter frokosten går vi ind i den store industrihal, hvor man kan opleve støbe-processens forskellige faser. Hovedet står allerede klart derhenne på en drejeskive i et afskærmet rum.

 

Den yngre mand, som under frokosten måtte undvære sin sardin, tager nu fat på patineringen. Snart danser den blå flamme hen over bronzen, som langsomt drejes rundt og rundt. Derpå tilføres væske med en forstøver, så flammen på ny, så væsken igen, skiftevis, i én lang patineringsproces. Gradvis ændres farven fra hvidgylden til stålgrå, fra stålgrå til koksgrå, og så til sort. Hovedet pensles med grønt og siden med voks og stilles til afkøling på et bord.

 

En halv time senere er vi på vej ud af Svendborg ad landevejen mod Nyborg. Jeg føler mig glad og lettet, behøver ikke længere frygte, at busten skal gå i stykker. For omme på bagsædet ligger samme buste nu i tre eksemplarer: i brændt ler, i bronze og i silikone.

 

Længe sidder vi tavse, mens vi nyder synet af den fynske sommer, som glider forbi os derude. Så siger Katinka:

 

- Jeg spiser ellers aldrig spegepølse.

- Heller ikke jeg! Eller leverpostej. Eller italiensk salat!

- Nej, vel!

 

Lang tavshed. Så siger jeg:

 

- Har lidt dårlig samvittighed over den sardin, jeg tog, det var den sidste i dåsen. Jeg så jo, hvordan hans blik gled hen over bordet, da han kom ind fra værkstedet. Det er nok hans sardin, jeg har taget, der plejer nok lige at være én til hver, der er nok fire i sådan en dåse.

 

- Mmm.

 

Vi sidder på ny tavse et stykke tid, mens Suzukien triller af sted på sine fire små hjul. Men så begynder Katinka at klage. Hun har på ny fået ondt i sin ryg og synes ikke om bilens affjedring. Og bedre bliver det ikke, da vi lidt senere når ud på broen, hvor kraftige vindstød er ved at feje min bil over bord.

 

- Hov, da! Hov, da, råber Katinka igen og igen, mens jeg anspændt forsøger at holde bilen på banen. Jeg forklarer, at bilen er meget følsom for sidevind.

 

- Pas på, du ikke kommer over i den modsatte vejbane, siger Katinka. Så siger jeg:

- Du vil måske af !

 

Men Katinka kan ikke stoppe, hun råber og skriger og hiver i rattet, så jeg til sidst må gøre alvor af min trussel og sætte hende af. I bakspejlet kan jeg se hende fægte med armene, mens vinden tager hendes skrig. Ikke længe efter kører en stor bil op ved siden af mig. Nogen har samlet Katinka op, og nu sidder hun bag bilruden og truer ad mig med knyttet næve og stumme skrig. Jeg forsøger at koncentrere mig om kørslen, speeder op, og mærker de stærke vindstød, hver gang vi passerer en peloton.

 

Midt ude på broen er vindstødet så voldsomt, at Suzukien slynges til venstre og ramler ind i bilen ved siden af. Det får Katinka til at tie, men mig selv til at forsøge igen. Som jeg har set det på film og selv prøvet som barn, i radiobilerne i Tivoli. Jeg kaster bilen ind mod nabobilen, igen og igen, indtil vi er fremme i Korsør. Dér holder allerede to politibiler og venter.

 

*

 

Nu sidder jeg i Arresthuset i Korsør. Har allerede afgivet forklaring flere gange. Om at jeg havde hentet min veninde i Vejle, hvor hun havde været til forundersøgelse for sin ryg. At jeg til gengæld for denne venindetjeneste nok syntes, det var rimeligt, at vi gjorde en afstikker ned til Svendborg. At min far havde været død i syv år, og at det var vigtigt for mig at få ham hjem i bronze. At svipturen måske havde forlænget køreturen urimeligt i forhold til min venindes dårlige ryg. Det ville jeg gerne indrømme. Men at hun skulle blande sig i min kørsel! Det var det, jeg ikke kunne tage. ”Second hand driver”. Er det ikke det, man siger? Hvem vil have, at nogen blander sig i ens kørsel? Nej, vel? Jeg kan slet ikke se, at jeg har handlet urimeligt.

 

De unge fængselsbetjente har ingen respekt. De lo ad mig i går og foreslog, at hvis jeg trængte til selskab, kunne jeg da få besøg af min far. Så nu står han derhenne på bænken, i brændt ler, i bronze og i silikone. Vi taler lidt sammen, om vejr og vind, lige nu taler vi om fugle, om lærken, om vipstjert og mågeskrig. Af og til åbnes lugen ind til min celle og nogen kigger ind. Så skydes lugen for igen. Kort efter hører jeg betjentenes latter fortonesig hen ad gangen, sammen med deres skridt.

2008, sidst rev. 29/4.2012