Pensées I

PENSÉES I

 

 

Igår, da jeg passerede statuen af Dalgas, hedens opdyrker, fik jeg den tanke, at hvis alle danskere - i jagten på udødelighed - skulle have en statue opført af sig selv, ville landet snart igen være dækket af skov. En skov af statuer, eller måske en hær, der som Qin Shi Huang's terracottasoldater kommer vandrende, man ser det for sig, hen ad Gammel Horsensvej, for eksempel, eller andre gamle veje, som i dag ligger øde hen.

 

Så tænkte jeg videre, at det er jo det, som vitterlig er ved at ske, at alle mennesker i dag har mulighed for at efterlade sig et offentlig minde, på Facebook, på Twitter eller andre sociale medier. Via en Blog eller ved hjælp af en personlig hjemmeside. Eller, som det helt nye, ved hjælp af digitale stregkoder på en gravsten. Skanner man stregkoden med en smartphone, kan afdøde blive vakt til live igen, via fotos og videoklip.

 

Forudsat at Nettet fortsat eksisterer, at YouTube ikke lukker og slukker, at man har råd til at betale for sit gravsted ud i al evighed, at man kan fremtidssikre sin hjemmeside, at webhotellets server ikke går ned eller bliver udsat for sabotage, forudsat ...

 

29. Febr. 2012

 

©Agnete Knudtzon 2012

 

Blog Digi-talt Kontakt

 

da-dk.facebook.com/public/Agnete-Knudtzon