Hen til Istanbul

HEN TIL ISTANBUL

 

 

Eis ten polin eller polis - verso la citta - towards the city - hen til I-stan-bul,

med tog, med fly og med bus.

 

I morgentoget mod Kastrup taler to travle kvinder om fødsler, barsel og personalemøder. De er på vej til Malmø, hvorfor tror jeg, de arbejder i Ikea ?

 

Smertefrit tjek in i Kastrup, dejligt at mødes med glade ansigter, kun stewardesserne i flyet har skruet ned for halvfjersersmilet, det var også på tide, hårdt arbejde, og professionelt, Turkish Airlines er sagen.

Da vi lander, skifter mobilen - au-to-ma-tisk - til tyrkisk tid. Jeg forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre.

 

Prospekt

Jeg har nu i mere end et halvt år spekuleret på, hvordan jeg bedst kunne beskrive min oplevelse af Istanbul. Samme oplevelse som når man får et syn: noget usædvanligt, som slår ned i ens hverdag, igen og igen, som musvågens faktiske nedslag i haven, dengang Thomas holdt høns.

 

Det drejer sig om den belønning, man får efter flere dages vanvittige vandringer, snart op, snart ned, ikke ad Roms, men ad Istanbuls syv høje. Ekstremturisme kunne man kalde det, hvis ikke de unge allerede havde taget patent på begrebet, som handler om bumgy jumping, og picnic i norske fjelde, helt ude på kanten af en afgrund.

 

Men dette, om aftenen, at sidde på hotellets tagterrasse, og - uden at dreje hovedet af led, men med panoramablik omfatte det hele. Opleve, at Den blå moske, Hagia Sofia, Topkapi, Yeni Kapi - den nye moske - , ja selv broen, vi krydsede med bus for lidt siden, nu er blevet til et "derovre, deroppe, derhenne, dernede, derude".

 

Det var mange ord for at beskrive en udsigt ! I Wikipedia kan man læse den korte version:

 

Prospekt (latin prospéctus), egenligt udsigt; perspektivisk vue over en by, en bydel, et landskab og lignende

En drøm

 

På vej hjem, i flyet, møde med et par, som vi havde anbefalet byen til. De rystede på hovedet, en skuffelse, syntes de, køer - to timer hvert sted - foran Hagia Sophia og foran Cisternerne. Jeg udviklede min teori om de mange mennesker: det skyldtes`de store krydstogtskibe, som udspyede tusinder og atter tusinder af - mest mediterrane - turister.

 

Tilbage i Istanbul, sammen med parret og deres barn, nu på tur langs en kyst, i bus, bare os, moren er chauffør. Hun gør holdt ved et hvidt hus, vejen fortsætter rundt om hjørnet, uhyggelig smal, som en bjergvej i mine drømmes længst glemte mareridt, hyggeligt pensionat, her vil de tre bo, jeg konstaterer, at vi har kørt 224 km, og hvordan kommer jeg tilbage ? En taxachauffør spørger efter en postkasse, derhenne, siger jeg og peger på en rød postkasse på muren til venstre.

 

I et glimt får jeg et indblik i et andet pensionat, hvor parret også har boet, hyggelige værter, megen munterhed. Jamen, er det ikke Grethe F., som også er med? Jo, det går lystigt for sig. Jeg er lidt stødt på Ebbes vegne.

20. april 2013, rev. 10. dec. 2014

 

©Agnete Knudtzon 2013

Galleri Digi-talt Til top