Oeresundsodysse

ØRESUNDSODYSSÉ

 

 

Med mobilen som navlestreng og travelling light som min tilkæmpede rejsemodus, har jeg krydset mine spor, fra nord til syd, fra øst til vestnordvest. Med bus og tog og bus igen og med fodtøjet tilpasset vind og vejr, enkelte gange som taknemmelig passager i en varm Mazda. En vagabond i en by, som engang var min. En gæst i eget hjem.

Med bussen suser jeg sydpå ad Strandvejen, i glimt passeres kendte kvarterer, steder, huse. I Tårbæk får jeg selskab af en gammel dame. Med alderen bliver vi alle snaksomme og vi kommer hurtigt i gang med en snak om pensionisttilværelsens fordele og ulemper: Pensionister må ikke køre i bus mellem klokken syv og otte om morgenen, men hvem vil også frivilligt af sted så tidligt? Til gengæld behøver de ikke længere være ude af bussen inden klokken tre om eftermiddagen. En ny ordning, som jeg som vordende ditto kun kan påskønne.

 

Alt dette får jeg at vide af damen ved min side. Også at hendes mand ligger på hospitalet, at en gammel nabo netop er død - så pludseligt - hun havde ellers lige planlagt at købe sig en ny sommerkjole. At

 

- jeg har jo fået denne sygdom, ja, hvad er det nu det hedder ?????....jo, demens.

 

Med demensen som fortegn vejer jeg fremover hendes ord på min skepsis' vægt: Er hun mon halvfems, som hun selv siger? Hun ser jo så ung og elegant ud.

 

- Min søn har jeg netop talt med, fortsætter hun, - vi blev enige om, at jeg holder en fridag fra hospitalet.

- Jamen, bor han så i Lyngby din søn ? (for det var der, vi skulle hen).

 

- Nej, han bor i Trørød og er i gang med så mange papirer. Han har ingen børn, men to store hunde - de er ligesom børn. Treogtreds er han.

Omtrent min egen alder. Hun kunne være min mor.

 

- Femten år stod jeg i lære, fortsætter hun med sin gammel-københavnske dialekt. Hun knapper frakken op og viser mig, hvordan hun stadig kan trylle silkebånd og knaphuller i en omsyet T-shirt. Jeg er først vildt imponeret, men tænker så, at fagmand bliver man ved med at være hele livet, i hendes tilfælde syerske.

 

- Hvor længe har du boet i Tårbæk?

- Vi flyttede dertil i fire og fyrre.

 

Jeg forsøger begejstret at komme på banen:

 

- Jamen, da blev jeg født, lidt længere inde, i Sundvænget, dér har jeg boet i mange år. Er faktisk i færd med at krydse mine spor. Vil gennemrejse de blå bussers rute fra Sløjfen, hvor sporvognen vendte, helt over til Kongens Lyngby.

 

Er det alderen eller demensen, der gør, at hun ikke lytter til mit? Det er nok alderen, hun har ligesom jeg så meget personlig historie på hjerte. Efter et par forkølede forsøg giver jeg op, og genoptager min lytten.

Da vi når Lyngby Storcenter, skal jeg af og er lidt tøvende over for hendes vejledning om stoppested, men samtidig også en smule bekymret på hendes vegne. Forhører mig om, hvor hun skal hen, forhåbentlig ikke blot ud i det blå, men jeg fornemmer at hun klarer sig på rutinen.

 

Jeg er kommet af det rigtige sted og møder kort efter veninden til to timers snak, på en tilfældig café. Så kører veninden mig til min mormors hus, hvor jeg bliver sat af. Kort efter sidder jeg i den gamle havesal i sidelængen, hvor Byhistorisk Samling nu har til huse. På bordet foran mig ligger stabler af lysebrune kuverter med fotos fra stedet. De fleste kender jeg allerede, men der er enkelte nye iblandt. Blandt andet et fotografi af den femfløjede glasjalousi, som stod i spisestuens vindueskarm og skærmede mod nysgerrige blikke.

 

Idag er glasjalousien fjernet og alle kan frit kigge indenfor, og deltage i En julefrokost , som den nu fandt sted engang i halvtredsernes Kongens Lyngby.

 

-oOo-

 

©Agnete Knudtzon 2011

 

2900 Hjemstavn Forside Digi-talt Til top