Oestersoeodysse

ØSTERSØODYSSÉ

 

Selvom mange havde været med i bussen helt fra dens start i Århus, var det først efter de sidste gæsters ombordstigning i Hellerup og helt præcis først, da de krydsede Øresundsbroen, at den egentlige rejse Østersøen Rundt begyndte.

Endnu sad folk pænt på de anviste pladser, men der skulle ikke gå mere end to, måske tre, af de ni dages rejse, før den bageste del af bussen havde udviklet sig til en europæisk pendant til The Adventures of Priscilla - Queen of the Desert' s busfærd henover det australske kontinent. Nok var selskabets gennemsnits-alder højere end Priscillas - og påklædningen knapt så spraglet - men den måde, som vanviddet og galskaben udviklede sig på, gav visse mindelser om omtalte australske roadmovie.

 

Bussen bestod af tre afdelinger: de tætbesatte og nødigt forladte forreste sæder, hvor størsteparten af selskabet havde plads - en slags første klasse. Som en port mellem forreste og bageste del af bussen befandt sig - i beskeden, men overmåde lødig tilbage-trukkethed - fire af selskabets veteraner og mentorer. De var på én og samme tid et overgangsled mellem det forreste og bageste compartiment, men samtidig også en del af de bageste rækker - idet også de var udsat for en omend meget behagelig skrumlen, som hver morgen resulterede i en følelse af mørbankethed. Som havde de været omkring det spabad eller det fitnesscenter, som forefandtes på flere af felttogets skiftende hoteller.

Og bag denne menneskeport sad så jeg og enkelte andre af selskabet. Min tilstedeværelse syntes ikke at hæmme disse bagpassagerers udfoldelser, som dag for dag blev stadig mere fantasifulde. Der blev blandt andet spændt snore ud på tværs af bussen og diverse tøjstykker hængt til tørre derpå. Således at man efter endt dagsmarch kunne optræde rene og nyvaskede, når rejsens næste kvarter var indtaget, og så meget desto bedre nyde stedets forplejning.

Det var også her, på de bageste sæder, at to læger havde oprettet et feltlazaret, således at rejsende med hævede ben m.m. kunne tages behørigt i behandling. Overraskende nok var der ikke den store søgning til trods for de lange og strabadserende dagsmarcher. Og derfor - for at intet skulle være medbragt forgæves - og for at efterleve det velkendte Læge læg dig selv - lod samme læger sig indlægge og behandle.

 

Det var også her, man, belært af tidligere felttog, men så sandelig også af denne baltiske fremrykning, tidligt havde indset nødvendigheden af nødrationer, således at også generalen over dem alle stedse hyppigere - under påskud af at ville højne moralen - søgte ned til bagtroppen, hvor han fik andel i de skjulte rationer. Et nådigt nik til ordonansen på vej tilbage mod fortroppen skulle sikre dennes fortsatte årvågenhed og loyalitet.

 

De nødvendige hvil undervejs, ofte på steder så øde som i Wim Wenders film Bagdad Café, efterlod ikke sjældent tropperne i en tilstand af ulmende mytteri, idet forsyningerne på disse rastepladser ofte viste sig at være utilstrækkelige eller ikke eksisterende, modsat hvad de var vant til på de tyske Halteställe.

Det var i sådanne situationer, at feltlazarettets læger, for at bidrage til en nødvendig højnelse af moralen blandt de menige, udtænkte et middel mod mismod, som blev hentet lige ud af Baltikums blå - af og til også grå og våde - luft: De gav sig til at rime og digte.

 

Her er det på tide at introducere en anden af denne beretnings fortællere, krigs-korrespondenten, som sædvanen tro også var at finde blandt deltagerne i dette Østersøfelttog. Hun var med for siden at kunne dokumentere og berette om togtets landevindinger og milepæle. Det var også hende, som på én og samme tid forsøgte at forene historie og nutid og af og til også kastede bekymrede blikke ud i fremtiden. For hvilken fremtid ventede der ikke de baltiske randstater, når Putins Rusland havde genvundet sin stolthed som stormagt og evt. tog til genmæle over for de ydmygelser, man havde lidt efter l989 og de provokationer, som USA med truslen om opstillingen af missilskjolde havde givet anledning til ?

 

Vi kan ikke love noget svar på ovenstående spørgsmål, men vil afslutte denne lille beretning fra den baltiske busfærd med et af de mange betydelige fotografiske dokumenter, som den til formålet medbragte bataljemaler har ladet udfærdige over felttogets landevindinger og forhindringer.

Bataljemaler: Ida Hess Thaysen

 

©Agnete Knudtzon 2007

 

Ekstremturisme Kontakt Til top Galleri Forside