Maageskrig

Klik - forsigtigt - her:

MÅGESKRIG

Jeg befandt mig denne morgen i et ingenmandsland, midt imellem drøm og virkelighed, lå længe og kæmpede for at huske min drøm, men det eneste, der blev tilbage af drømmen, var mågeskrig. Mågeskrig for og mågeskrig bag - en stemning, et billede eller en tekst - omkranset af mågeskrig. Måske en dagsrest fra dagen før, hvor jeg var til

Tosca på Holmen :

Indenfor, i operasalen, en vellykket symbiose af musik, sang og skuespil. Scenerummet var udnyttet i hele sin dybde, og prosceniet, i hele sin højde. Som i et renæssancemaleri med centralperspektivisk dybde. Et maleri af kirkerummet i Chiesa San'Andrea de la Valle i Rom. Det er her, første akt af Tosca foregår.

 

*

 

Men forinden har vi lyttet til ouverturen og set tæppet gå op. Dog kun for at afsløre endnu et kulsort scenetæppe lige bagved. Desorienterede søger vores blikke opad, helt op til tekstdisplayet i toppen, som først nu beder os om at slukke mobilen, lukke for lyden. En uidentificerbar genstand til venstre for displayet fastholder vores blikke. Er det mon en mikrofon? Bliver forestillingen mon optaget til DR?

 

Det sorte tæppe minder mest af alt om stumfilmens sorte lærred, og displayets tekst, om stumfilmens skrevne replikker.Og hvorfor nu det? Skal vi nu snydes for lyden, også? At livet er en drøm og teatret en illusion, det har vi læst eller hørt. Men nu også operaen som et trompe l'oreille! Er det da skin og bedrag det hele?

Heldigvis går nu også det sorte tæppe til vejrs, samtidig med at genstanden deroppe langsomt hejses ned. Vi følger den med blikket helt oppe fra dens plads til venstre for displayet, og tegner således med øjnene, den første - usynlige - linie i et klassisk perspektiv-maleri, den første linie i det gyldne snit. Da både genstanden og vores blikke omsider når scenegulvet - med et bump- , ser vi, at det drejer sig om en madkurv, en vigtig rekvisit i den kommende scene. Derpå indfanges vi af de optrædende, som befinder sig helt fremme ved orkestergraven - snart yderst til venstre - snart midtfor - snart yderst til højre. Og således har vi - med blikket som blyant - omsider fuldført de indledende linier i omtalte perspektivmaleri.

I hvilket Tosca i anden akt, i én langtrukken flugt efter drabet på Scarpia, i en filmisk slow motion, søger bagud og opad, vender sig om, taber sin blodrøde kåbe, ser ud på os i et fastfrossent nu, i flere fastfrosne nuer. Fra alle de skiftende tableauer eller malerier, som maleren Cavaradossi aldrig fik malet færdig. Dertil video-projektionernes skiftende farver og mønstre, luftige og poetiske, som var også alt dette en drøm, en dagsrestfra forudgående scener, steder, tider på døgnet. En symbiose af teater og af film, af i går og i dag.

 

Udenfor - på kajen - i pausen, en anden virkelighed: et blånende bagtæppe, hinsides vandet, bag havnefronten. Der står vi så som et pausepublikum foran et andet tableau, hvor vandet ikke er Tiberen og havnefronten ikke Roms tage. Men derimod pakhusene, Amalien-borg, Skuespilhuset, Københavns mange tårne.

 

*

 

Det må have været disse indtryk, jeg har brygget videre på i drømme, denne tidlige morgen dagen derpå, og det kan være vandet og havets nærhed, der har afsat disse mågeskrig for og disse mågeskrig bag. Hvis ikke som nodeskriftens fortegn eller bagtegn, så som en indramning af denne tekst.

Lad dette være en meget forsinket kommentar til weekendavisens billedblinde anmeldelse af Tosca på Holmen for snart et år siden, mit mågeskrig !

 

Klik her, lige så forsigtigt:

 

Okt. 2007, sidst rev. 9/2.2013

 

©Agnete Knudtzon 2011

 

Det gyldne snit Forside Digi-talt Til top Galleri